Squash Online

Willstrops revanche sikrer England VM-titlen

June 16, 2013Tobias Pørtner

Verdensstjernen Ramy Ashour var tilbage i den egyptiske startopstilling, men lige lidt hjalp det for de dobbelte forsvarende mestre, der tabte 1-2 i finalen mod deres evige engelske rivaler.

Willstrops hævn

De havde stået der før, Karim Darwish og James Willstrop. For to år siden var det også netop disse to, som i et direkte opgør skulle afgøre hvilke land, der skulle have pokalen med hjem. I den sammenhæng blev det noget overraskende egypteren, der bagefter kunne indtage rollen som folkehelt, og det var tydeligt, at Willstrop tørstede efter revanche.

Fra start var han fokuseret som aldrig før. Kørte Darwish rundt med sit præcise og velovervejede spil, der hurtigt sikrede ham første sæt. Andet sæt blev derimod langt mere spændende. “Prinsen af Egypten” var begyndt at vågne op, og da han overlevede tre sætbolde imod sig ved stillingen 8-10, 10-11, og bagefter lukkede sættet til egen fordel på første forsøg, kunne man mærke nervøsiteten komme snigende i den engelske lejr. Ville Darwish igen ødelægge drømmen om at få guldet tilbage til det europæiske kontinent?

Svaret kom hurtigt og tydeligt i de næste to sæt: Nej. Efter mange lange og tætte dueller i starten af 3. og 4. sæt, hvor Darwish virkelig virkede klar på opgaven, faldt hans spil så småt fra hinanden - Willstrop lagde ganske enkelt for stort et pres på egypteren. Efter 69 minutter kunne en grædefærdig Willstrop lade ketcheren glide ud af sin hånd. Han faldt overvældet af følelser ned på knæ i det forreste hjørne - en rørende scene og afslutning, hvor den ellers altid kontrollerede og velovervejede englænder for en sjælden gangs skyld, lod følelserne tage styringen.

Inden den afgørende kamp var gået to opgør, der aldrig helt nåede op på samme spændende højder som i gårsdagens semifinaler. Daryl Selby bragte England foran 1-0 med en knusende sejr over Tarek Momen, der har spillet helt elendigt i de to afgørende kampe. Fejl på fejl betød, at Momen aldrig kom i nærheden af overhovedet at udfordre Selby bare en lille smule. Presset var tydeligvis for stort for den unge egypter.

Tilbagevendte Ramy Ashour bragte herefter balance i regnskabet med en sejr over Nick Matthew. I gårsdagens semifinale sad Ashour over med en skadet ankel, og det virkede som om, at han stadig ikke helt var på toppen, da første sæt blev tabt klart. Men i løbet af 2. sæt blev det tydeligt, at der ikke var tale om en alvorlig skade - blot en af Ashours efterhånden velkendte langsomme starter. De næste tre sæt blev vundet uden de helt store problemer, selvom scoren muligvis indikerer noget andet.

England - Egypten

Daryl Selby - Tarek Momen 11-5, 11-3, 11-7

Nick Matthew - Ramy Ashour 11-5, 6-11, 9-11, 9-11

James Willstrop - Karim Darwish 11-3, 11-13, 11-3, 11-4

Det franske publikum fik en medalje at fejre

I kampen om bronzen formåede Frankrig, også denne dag med en fanatisk supportergrupper i ryggen, at hive medaljer hjem til landet. Første kamp var opgøret mellem Mathieu Castagnet og Ryan Cuskelly - et absolut “must win” for Australien, hvis drømmen om medaljer skulle leve videre. De to spillere, der begge er rangeret lige omkring nr. 30 i verden, leverede et dramatisk show, hvor de skiftedes til at tage et sæt indtil stillingen var 2-2. I afgørende fulgtes de to ad de første par bolde, men så begyndte Cuskelly at få tydelige fysiske problemer, der sandsynligvis havde sin fødsel i et sammenstød mellem de to spillere i fjerde sæt, hvor Castagnet med sit knæ ramte hårdt ind i Cuskellys læg. Castagnet virkede dog forholdsvis ligeglad med skadens oprindelse, og med dræbende boasts og drops, kørte han sejren hjem.

Herefter var det blot en formsag for Gregory Gaultier, at hente den samlede sejr hjem til Frankrig via en 3-0 sejr over Line Hansens kæreste, Cameron Pilley. En imponerende bedrift af franskmanden, der aftenen inden havde spillet en kamp af over to timers varighed mod Nick Matthew.

Frankrig - Australien

Mathieu Castagnet - Ryan Cuskelly 8-11, 11-8, 7-11, 11-9, 11-6

Gregory Gaultier - Cameron Pilley 11-9, 11-4, 11-4