June 10, 2013 — Tobias Pørtner
VM for hold (herrer) er så småt gået i gang i franske Mulhouse, hvor verdens bedste squashnationer sætter hinanden scene, ind til finalen på lørdag d. 15. juni. Det er muligt at følge turneringen, der tegner til at blive langt tættere end set længe, på gratis livestream.
Alle de store nationer og mange af deres bedste spillere er til stede - bl.a. favoritterne fra Egypten og England, der som altid kommer med stjernespækkede hold. Ved VM spiller man kun med tre spillere på holdet, så muligheden for at spille uafgjort er altså ikke til stede. Som tidligere skrevet her på sitet deltager Danmark desværre ikke, da skader og arbejde gjorde det umuligt at stille et slagkraftigt hold.
I løbet af de første to dage er alt forløbet som planlagt, og alle favoritterne har vundet deres kampe sikkert. Holdene i semifinalerne forventes at blive:
Egypten - Ramy Ashour, Karim Darwish, Omar Mosaad (reserve: Tarek Momen)
England - Nick Matthew, James Willstrop, Daryl Selby (reserve: Adrian Grant)
Frankrig - Gregory Gaultier, Thierry Lincou, Mathieu Castagnet (reserve: Gregoire Marche)
Australien - Cameron Pilley, David Palmer, Ryan Cuskelly (reserve: Matthew Karwalski)
På forhånd er Egypten favoritter til at tage titlen, men afbud fra både
Mohamed El Shorbagy og Amr Shabana betyder, at holdet langt fra ser så
skræmmende ud som tidligere. Dette kunne ligne Englands helt store chance,
men desværre for den stolte squashnation må de også undvære et af deres
stærkeste kort, da Peter Barker ikke deltager, grundet hans kones termin i
disse dage.
En farlig outsider til dette VM er værterne fra Frankrig, der til det
nyligt overståede EM viste, at de kan slå alle. Thierry Lincou viste her
ufattelig styrke trods hans tilbagetrækning fra PSA, og slog ved den lejlighed
James Willstrop. Formatet med kun tre singler taler helt klart til deres fordel,
da bredden ofte har vist sig at være franskmændenes problem.
Et helt åbent VM er altså i vente, så skynd dig ind på nedenstående link, hvor du både kan følge kampene på gratis livestream, samt se de detaljerede resultater:
Livestream: http://worldmensquash-mulhouse2013.fr/en/streaming-direct/
Detaljerede resultater: http://www.squashsite.co.uk/mwt13/results.htm