October 29, 2016 — Tobias Pørtner
Et pompøst skue udspiller sig netop nu i squashens Mekka; Egypten er vært for det individuelle VM for herrer i Cairo. En præmiesum på imponerende 325 tusind dollars (mere end 2 mio. kroner) og den mest eftertragtede titel af dem alle, har naturligvis resulteret i fremmøde af alle sportens mest mondæne navne.
To runder er nu overstået, og vi har stadig den første store overraskelse til
gode, da alle forhåndsfavoritterne er komfortabelt videre til 1/8-finalerne.
Mest interessante opgør i de indledende runder var opgøret mellem stortalentet
og publikumsdarlingen Ali Faraq og den tidligere verdensetter James
Willstrop. Efter en længere pause har englænderen på det seneste vist
skræmmende form, og han har taget den ene store skalp efter den anden og dermed
modbevist de historier, der på det seneste har gået i squashverdenen:
Willstrop er færdig.
Færdig blev han dog i 2. runde, da egypteren Faraq besejrende det tekniske
unikum fra West Yorkshire med 5-11, 11-1, 11-8, 9-11, 11-5.
På papiret har den største overraskelse indtil videre været, at 3. seedede Omar Mosaad røg ud i 2. runde, men efter sommerpausen har Mosaad lignet en en helt anden og langt mere ordinær spiller end den, der i sidste sæson bl.a. spillede sig til en finaleplads ved det seneste VM.
De udeblevne overraskelser betyder, at der indtil videre er lagt op til en sand stjernekavalkade i de afsluttende runder, og allerede i 1/8-finalerne får vi et par yderst springfarlige opgør.
Særligt spændende bliver det at følge den flamboyante egypter Ramy
Ashour, der endnu engang er tilbage på squashbanen, i de afsluttende runder.
Han har igen til dette VM vist skræmmende form, men som altid er det store
spørgsmål, om kroppen kan holde til seks kampe på blot ni dage.
Samme spørgsmål kan man stille ved Nick Matthew, der har vist imponerende
squash de sidste uger, men som også har et stort spørgsmålstegn ud for
fysikken.
Sikkert for begge er det dog, at de med tre VM-titler hver ved, hvordan man skal
præstere, når presset er værst og gevinsten størst.
Går alt efter planen vil følgende semifinaler være på programmet d. 3. november:
Kampene kan som altid ses live på Eurosport Player og highlights ses gratis på PSA Squash TVs youtube-kanal.