June 10, 2011 — Tobias Pørtner
Mange juniorer ryger ind i noget af en knibe når de bliver gamle nok til et efterskoleophold - hvordan skal man kombinere denne store oplevelse med sin store passion for squash? Nu giver klubben Sport92 dig muligheden for at kombinere efterskole og squash på en helt unik squash-linje i et samarbejde med den lokale efterskole i den lille by Hammerum 5 km. uden for Herning:
Nyt tilbud til squash-entusiaster i kommende 9. og 10. klasser.
Et helt ny-etableret samarbejde mellem Hammerum Fri- og Efterskole og Sport 92,
Squash i Hammerum ved Herning giver nu mulighed for allerede fra skoleåret
2011-2012 at kombinere et efterskoleophold med squash.
Samarbejdet betyder, at Hammerum Fri- og Efterskole udbyder squash som liniefag
og/eller som valgfag. De praktiske squash-lektioner vil blive gennemført i
Sport 92’s faciliteter i Hammerum Hallen og blive varetaget af Lew Marsden, som
i forvejen er instruktør Sport 92, Squash.
Udover de obligatoriske lektioner vil der være adgang til at anvende fritimer
og andre huller i skemaet til spille squash på egen hånd. Det vil herudover i
et vist omfang være muligt at få fri til at deltage i Sport 92’s almindelige
træningsaktiviteter.
Hvis du tidligere har deltaget i et junior grandprix i Sport 92, er du helt
sikkert kørt lige forbi efterskolen. Den ligger ca 500 m fra Hammerum Hallen
for enden af vejen ned mod hallen, men tjek selv skolens
hjemmeside.
I Sport 92, Squash glæder vi os over samarbejdet og ser det som en mulighed
for, at squash-entusiaster kan kombinere (efter-)skole med squash på højeste
niveau i Danmark.
Det er håbet, at det kan medvirke til at fastholde de unge, som ønsker et
efterskoleophold, men som gerne vil fortsætte med at spille squash, i
squashmiljøet. Opholdet på efterskolen kan herudover kombineres med deltagelse
i træningen i Sport 92 - samtidig med, at man fastholder sit nuværende
klubforhold i turnerings-regi - fx JPG-turneringerne.
Samarbejdet er opstået spontant og på et relativt sent tidspunkt i forhold til
det kommende skoleår, men vi vil alligevel give interesserede spillere
muligheden allerede fra august.
For yderligere information kan interesserede kontakte:
Morten Mikkelsen (4012 4273), Forstander på Hammerum Fri- og Efterskole
Erling Engelund (2124 9664), Formand Sport 92, Squash
Artiklen er skrevet af Erling Engelund, Sport92