Squash Online

De gamle stjerner - Anders Yeo

June 07, 2011Benjamin Dornfeldt

Han er 40 år, spillede med i eliten i over 11 år og ikke mange unge kender ham. Anders Yeo har oplevet mere end mange andre squashspillere. Uttallige danmarksmesterskaber for hold er vundet og hans deltagelse ved bl.a. VM og EM er blot nogle af hans udmærkelser.

Navn og alder?

Anders Yeo, 40år

Hvor og hvornår startede du til squash og hvorfor netop lige den sport?

Startede som 11 årig i 1981, i Odense Squash Club, hvor jeg var det fjerde medlem i klubben. Det var min fader (medlem nummer 3 i OSC), som fik mig til at starte med squash. Medlem nummer 1 og 2 i OSC var Oluf Jørgensen og Geoff Bateman (hvis jeg husker rigtigt). På det tidspunkt var Odense Squash Center ikke bygget så vi spillede på en træbane opstillet i Rosengårdcentret.

Hvad var din højeste rangering på den danske- samt den internationale rangliste?

Jeg var rangeret som nummer 2 i Danmark i 1993, 2000 og 2001. Min højeste PSA-rangering var 126. Jeg rejste aldrig rigtig til udlandet for at spille PSA turneringer, men der var på det tidspunkt 6 challenger turneringer i Danmark som jeg spillede, og derved opnåede jeg min PSA-rangering.

Spillede du for det danske landshold, hvis ja i hvilken periode?

Ja, jeg spillede for det danske junior landshold i 1987 og 1988 og for det danske senior landshold fra 1988 til 2001.

Hvilke mål havde du som squashspiller? - nåede du disse?

Jeg nåede nogle af mine mål, men ikke alle. Jeg nåede for eksempel aldrig at blive nummer 1 i Danmark eller at vinde det danske senior mesterskab, hvor jeg blev nummer 2, to gange. Jeg nåede dog at vinde et utal af Danske mesterskaber med OSC og at spille på det danske landshold i mange år. Generelt var mit mål at blive så god som jeg nu kunne blive (uden at have tid til at spille på fuld tid), det mål nåede jeg næsten (men ikke helt da man jo altid kan træne bare lidt mere…).

Hvad var dine største squashmæssige styrke(r) og svaghed(er)?

De ændrede sig lidt igennem den tid jeg spillede. Som junior havde jeg en god teknik, men var ikke så udholdende. Som senior blev min udholdenhed dog til en styrke, men jeg slog ikke så mange vindere. Så generelt vil jeg sige at slog jeg en god længde, men var måske ikke den bedste til af afgøre boldene!

Hvad var du mest kendt for som aktiv spiller? (Det kan være et iltert temperament, eller en af dine styrker)

Tja, det vil jeg lade andre om at vurdere…

Havde du nogle forbilleder da spillede?

Ikke rigtigt, men jeg har altid syntes det var imponerende at Heather Mckay var ubesejret i turnerings squash i 19år! Og, da jeg har australske rødder så heppede jeg altid lidt på dem (dvs, Rodney Martin, Chris Ditmar, Rodney Eyles…) da jeg var yngre.

Hvad er den største oplevelse du har haft i forbindelse med squash?

At spille VM for hold var altid en stor oplevelse. At vinde DM for hold med OSC var også altid noget jeg værdsatte. Det er svært at nævne en kamp som den bedste, men måske min semifinale sejr ved DM over Mikkel Korsbjerg i 2000, hvor han var favorit til at vinde titlen. Som veteran har det også været dejligt en gang imellem at kunne slå nogle af de yngre fremadstormende spillere her i England. Men den største oplevelse må nok stadigvæk være at spille for Danmark ved VM.

Og hvad er den største skuffelse du har oplevet i squashmæssig sammenhæng?

Det har jeg fortrængt!! Jeg kan slet ikke huske de gange jeg har været foran 8-0 og tabt eller været favorit og tabt!

Hvad er du mest stolt af at have opnået i din tid som aktiv?

Uha, den er svær! Måske at representere Danmark ved VM og EM, og at have rejst en masse med squash, og fået nogle gode sejre!

Hvis du kunne gøre én ting om i din squashkarriere hvad skulle det så være?

Få færre skader!! Ok, det er man ikke altid herre over så det ved jeg faktisk ikke. Der er ikke rigtig noget jeg ville lave om på.

Hvilken betydning mener du squash har haft i dit liv, og hvad har det bragt med sig senere hen?

Det har haft en stor betydning. For det første har det holdt mig i god form, som jeg har det bedst med. For det andet er de fleste af mine venner mødt igennem squash. For det tredje har jeg været bosat i længere perioder i Canada, England og Singapore, og man møder altid en masse nye menesker et nyt sted hvis man spiller squash!

Hvordan mener du squash har udviklet sig spilmæssigt fra den gang du spillede til nu?

Det har ændret sig en del med nyt udstyr, lavere tin og anderledes scoringssystem, etc! Men i bund og grund er det stadig det samme spil, som kræver både teknik, fysik og taktik!

Er du stadig involveret i squash (såsom leder i en klub eller bare aktiv klubspiller)?

Ja, jeg spiller stadig squash 2-3 gange om ugen og holder mig i form ved at løbe lidt. Jeg spiller for 2 forskellige klubber her i England og repræsenterer Middlesex i englands veteran turnering. Jeg spiller mest i Middlesex ligaen, hvor resultater og ranglister kan findes på http://www.middlesex-squash.com/.

Hvis det var dit job at promovere squash i Danmark, hvordan ville du så gøre det og hvad ville målgruppen være? Da jeg ikke har boet i Danmark de sidste 10 år er den lidt svær at svare på. Men målgrupper kunne være unge skoleelever, universitetsstuderende og forretningsfolk??

Hvis du kunne ændre på noget i dansk squash, hvad skulle det så være og hvorfor?

Da jeg boede i Danmark var der da et par småting som jeg gerne ville have ændret på, men nu har jeg ikke boet der i et stykke tid, så det er svært at sige hvad jeg ville ændre i dag.

Hvordan har din tilværelse udviklet sig siden du stoppede med squash?

- Hvilken uddannelse har du?

Jeg har en PhD i matematik og datalogi.

- Hvad arbejder du med på nuværende tidspunkt?

Jeg er lektor/professor i datalogi, på Royal Holloway, University of London, United Kingdom.

- Og har du fået stiftet familie?

Ja, jeg er gift og har en søn på 2 år.

- Evt.?

Jeg spiller ikke tennis mere, men løber lidt og spiller stadig en del squash. Det bliver også til et par runder golf om året (mest til den årlige ryder-cup for squash spillere). Min hjemmeside er http://www.cs.rhul.ac.uk/home/anders/ hvor der lidt mere information om mig og mit arbejde.

Da du jo er en gammel stjerne, (og da du er af ældre kaliber :) ) er det måske ikke alle unge spillere der kender til dig. Vil du fortælle en anekdote om dig selv i squashmæssig sammenhæng?

Uha, igen en svær en. Men her er 3 muligheder… Jeg er nok en af de få som fik en skade ved at formanden for Dansk Squash Forbund (Oluf Jørgensen) kørte galt i en golfvogn, med mig som passager ude til en runde golf! Jeg var junior dansk mester i squash samtidig med at jeg var junior fynsmester i tennis, for mange mange mange år siden! For mange mange år siden fik jeg målt en max-puls på 222, som var den anden højeste de havde målt på Team Danmarks testcenter i Odense. Jeg ved ikke om den højeste max-puls opvejer den kendsgerning at jeg på det tidspunkt havde det laveste kondital på squash landsholdet… Nej, det gør det jo nok ikke!

Interessant at se hvad squash blandt andet bringer med sig. Anders Yeo må siges at have opnået utrolig meget, båder sportsligt såvel som personligt.