March 20, 2015 — Kristian Frost
Sæsonens sidste ordinære runde i Elitedivisionen spilles i denne weekend. På damesiden er der umiddelbart ikke den store spænding. Odense SMK har en teorietisk en chance for at ende i top 4, men deres chancer er minimale. På herresiden er der mere spænding end der nogensinde har været.
Odense SMKs damer jagter sæsonens første point, og lørdag møder den fynske klub henholdsvis Birkerød og Herlev. Begge kampe virker til at være en for stor mundfyld for fynboerne, som i stedet burde have fuld fokus på kampen om søndagen, hvor de møder Sport92. Teorietisk har Odense SMK en chance for at opnå det sidste slutspilsplads, men så skal midtjyderne ikke have et eneste point, mens Odense SMK skal til spille sig til point både i mod Birkerød og Herlev samt slå Sport92 3-0.
Slutspillet på hos damerne ligner derfor, med meget stor sandsynlighed, Birkerød, Kolding, Herlev og Sport92. Hvis Birkerød ikke sikrer sig førstepladsen vil det være en overraskelse af dimensioner. Både Birkerød og Kolding stiller stærkest op i denne runde, hvor blandt andet Line Hansen er tilbage i Danmark. Derudover stiller Kolding op med både Sally Skaarenborg, Mathilde Lauridsen og Christine Christoffersen. Hvis alt går efter hensigten får Birkerød derfor muligheden for at vælge modstander i semifinalen ved slutspillet.
På herresiden er der enorm spænding om denne rundes udfald. Samtlige hold har hele sæsonen været stærkt plaget af skader, og denne runde er ingen undtagelse. Skovbakken, som hele sæsonen har benyttet sig af englændere, må undvære deres stærkeste kort Olivier Pett. Englænderen har i adskillige år døjet med skader, og efter at være vendt tilbage til touren i denne sæson, måtte han udgik ved en PSA-turnering i Israel tilbage i februar. Han er endnu ikke tilbage i topform, og han har derfor valgt at melde afbud til denne runde. Afbuddet kan få katastrofale konsekvenser for århusianerne, men Kolding er ligeledes ramt af afbud. Francesco Busi flyttede i starten af februar til Qatar, og skal opholde sig i landet 3 måneder, hvilket udelukker dansk-italieneren for at spille denne runde. Koldings franske kort, Auguste Dussourd, spiller her til aften PSA-turnering i Schweiz. Umiddelbart virker det umuligt for Kolding at få franskmanden til Danmark inden kampene i morgen. Derudover har Thomas Laursen været ude med en fibersprængning. Hvis rygterne er sande, og Kolding hverken har Dussourd eller Laursen på holdkortet, kan Kolding måske ende som sorteper i kampen om de 4 pladser i slutspillet.
Lørdag morgen møder Kolding Birkerød, mens City Squash møder Racketlon. Denne matchup betyder at Kolding skal forsøge at få så mange point som overhovedet muligt, da City Squash med stor sandsynlighed slår Racketlon 4-0. City Squash stiller stærkt op i denne runde anført af Morten W. Sørensen, Mads Korsbjerg, Mikkel Pedersen og Danny Knudsen. Kolding har, hvis rygterne er sande, Rasmus M. Nielsen, Martin Laursen, Christian Jæger og en ukendt på
Derudover møder Skovbakken Herlev. Som tidligere beskrevet, er Skovbakken uden Pett, hvilket uden tvivl giver Herlev en kæmpe fordel. Fordelen bliver dog marginaliseret, da Caspar Grauballe i denne runde ikke stiller op. Kampen er derfor helt åben, hvor drengene fra Århus uden tvivl kan bide skeer med Herlev. Tobias Pørtner, Kasper Svith, Kristian DS Nielsen og Sebastian Korsgaard kan derfor selv afgøre om holdet spiller sig blandt de 4 bedste, hvis de formår at slå Herlev 4-0 eller 3-1.
Om eftermiddagen er Kolding direkte i duel mod City Squash. Denne kamp bliver afgørende for københavnerne, og om hvorvidt de stadig har en mulighed for at være blandt top4. Herlev kan ved at slå Racketlon 4-0 være så godt som sikre på at være blandt de 4 første. Derudover kan Birkerød udvide føringen ved at slå Skovbakken.
Søndag morgen bliver det hele afgjort. Kolding skal have point i mod Herlev, mens City Squash ligeledes skal have point i mod Birkerød. Skovbakken skal i samme omgang forsøge at slå Racketlon 4-0. Den afgørende kamp bliver helt sikkert Pørtner mod Jesper Ratzer, hvilket må betegnes som 50/50.
Denne holdrunde er uden tvivl den mest spændende i flere sæsoner. Birkerød ligner vinder af begge rækker, mens der er stor spænding om udfaldet af de sidste tre pladser i herrerækken.
Kampene spilles i Kolding KFUM Hallerne. Starttid er 11.00 i morgen tidlig.