Squash Online

Dramatisk weekend afslutter dette års grundspil

March 23, 2015Kristian Frost

Elitedivisionens indledende runder er nu færdigspillet, og deltagerne ved dette års slutspil er fundet. Hos damerne kom der aldrig den store spænding om de 4 pladser, mens på herresiden var der spænding til det allersidste.

Lørdag blev afgørende for Odense SMKs videre avancement. Fynboerne formåede ikke at skrabe nok point sammen til at true Sport92 om den sidste slutspilsplads. Resten af damekampene var derfor rent kosmetisk, da Birkerød nærmest var sikret førstepladsen. Top4 blev: Birkerød, Kolding, Herlev og Sport92. Dette giver Birkerød muligheden for at vælge modstander i den første semifinale ved slutspillet.

På herresiden var dramaet nærmest uudholdeligt. Birkerød fik en kæmpe lussing af hjemmebaneholdet fra Kolding. Koldingenserne sikrede sig derfor 4 enormt vigtige point, hvilket blot gjorde kampen om slutspilspladserne endnu mere spændendende. På samme tid udspillede der sig et mindre drama i kampen mellem Skovbakken og Herlev. Tobias Pørtner leverede en mindre overraskelse, da han slog Rasmus Petersen og bragte derfor Skovbakken i en særdeles god position, og det gjorde det ikke mindre godt at Sebastian Korsgaard slog Theis Houlberg efter at have været bagud 0-2. Skovbakken formåede dog ikke at få flere point selvom kampen mellem Kasper Svith og Thomas Pilak kunne have gået begge veje. Svith var endda foran 2-1, men kunne ikke få lukket kampen. Holdkampen endte 2-2, hvor Herlev efterfølgende vandt på flest vundne sæt.

Om eftermiddagen fortsatte spændingen. Herlev spillede 2-2 med Racketlon, og ketcherspecialisterne fik dermed skrabet ydereligere 2 point sammen til klubben, hvilket må siges at være en yderst godkendt præstation. Birkerød spillede 2-2 i mod Skovbakken og City Squash slog Kolding 4-0, hvilket nærmest afgjorde kampe om slutspilspladserne. Dette betød nemlig at Skovbakken skulle gøre rent bord i mod Racketlon samt Kolding blot måtte få et sølle point i mod Herlev. På samme tid kunne det få katastrofale konsekvenser for Kolding, hvis de ikke formåede at få 2 point i mod Herlev. Skovbakken kunne rykke foran Kolding, og tage den sidste plads i slutspillet, hvis alt vel og mærke flaskede sig for århusianerne. På samme tid var det værd at bemærke at oldboys holdet, City Squash, havde gjort rent bord i deres to første runder, hvilket gav dem 10 point forud for kampen om søndagen i mod Birkerød. Dette sikrede deres ydereligere avancement i Danmarksturneringen.

Søndag morgen skulle det hele afgøres. Skovbakken skulle, som sagt, skrabe 5 point sammen i mod Racketlon, og århusianerne kom godt fra start. Pørtner slog, en smule overraskende, Jesper Ratzer. Derfra var der ingen slinger i valsen for århusianerne, som på dette tidspunkt kunne smage en slutspilsplads. Det hele skulle dog afgøres i kampen mellem Kolding og Herlev. Kolding fik deres første point i mellem Rasmus M. Nielsen og Caspar Grauballe. Thomas Pilak slog Christian Jæger 3-0, og nu var der for alvor pres på Thomas Laursen. Han skulle slå Rasmus Petersen for at få Kolding i slutspillet. En nervøs start fra den unge Koldingenser, og det lignede meget at den unge Laursen ikke kunne stå for presset. Skovbakken fulgte med på sidelinjen, og det lignede for alvor at Kolding ville misse slutspillet. Laursen fik dog rystet nerverne af sig, og vandt de næste 3 sæt uden de helt store problemer. Han sikrede dermed Kolding de 2 point, som afgjorde kampen om slutspilspladserne. Et drama uden lige endte dermed som en flad følelse for århusianerne, som var så tæt på at levere en overraskelse i sæsonens sidste holdrunde. Det er ligeledes værd at bemærke, at Skovbakken i denne weekend ikke gjorde brug af deres udenlandske spillere pga. skader. SQO.dk fangede holdkaptajn Tobias Pørtner umiddelbart efter kampene:

Som holdkaptajn er det en ekstrem ambivalent følelse at stå med efter weekendens afgørelse på grundspillet. På den ene side er vi enormt skuffede. Vi var så ufattelig tæt på, og bagefter kan man ikke lade være med at lede efter de steder, hvor vi måske kunne have fundet det ene point, der manglede i sidste ende. På den anden side er jeg enormt stolt af mit hold. Vi havde maksimalt pres på os, men samtlige spillede formåede at træde i karakter og bidragede alle med vigtige point i denne weekend.

Vores indsats i denne afgørende slutspilsrunde var mere end godkendt, men vi må også anerkende, at de andre hold vi evt. kunne have overhalet, ligeledes formåede at levere på højt niveau, da presset var størst på dem. Holdet er ungt, forbedrer sig fra runde til runde og sammenholdet i truppen er ekstraordinært. Jeg er ikke i tvivl om, at vi vender endnu stærkere tilbage i næste sæson.

Tobias Pørtner, Skovbakken

Afgørelsen på dette års grundspil blev afsluttet på bedstevis, og dramatikken havde nærmest ingen ende. Nu er det op til Birkerød at vælgere semifinalemodstandere på dame- og herresiden. Slutspillet spilles på Topstykket i Birkerød den 10-11. april.


Top4 i begge rækker blev derfor:

Damer

  1. Birkerød
  2. Kolding
  3. Herlev
  4. Sport92

Herrer:

  1. Birkerød
  2. Herlev
  3. City Squash
  4. Kolding