Squash Online

Sally: Endelig vandt vi titlen

April 22, 2016Kasper Pedersen

SQO.dk har fanget Sally Skaarenborg til et interview omkring deres nyligt vundne danmarksmesterskab. Sally udtaler følgende:

Endelig fik i skovlen under Birkerød. Præcis, hvor tilfreds er i med dette års præstationer fra Jer? Hvad er det som gjorde, at I kunne trække det længste strå i år?

På en tilfredshedsskala fra 1 til 10, tror jeg vi ligger på en klokkeklar 10’er. Jeg kan vidst roligt sige, at pigerne og jeg virkelig har set frem mod dette DM, da vi vidste, at chancerne for at tage den eftertragtede guldmedalje, var ret stor efter en rigtig god sæson, hvor vi jo var ubesejrede. De sidste 3 år har vi tabt guldet og måtte tage til takke med sølvmedaljen, så vi var super spændte og optimistiske. Men vi var også rimelig nervøse – alt kan jo ske til et DM og specielt i finalen hvor nerver og pres er højt. Det som gjorde, at det var os som trak det længste strå, er vores bredde på holdet, mener jeg. Vi har ikke nogen spiller som stikker i den ene eller den anden retning, hvis man kan sige det sådan, men til gengæld har vi ret solide spillere, som ikke ligger langt fra hinanden styrkemæssigt. Jeg tænker det kan være svært at hamle op med. Men de kampe som vi vandt var med meget tætte sæt og det kunne sikkert sagtens være tippet til anden fordel, men de to søstre, Mathilde- og Sarah Lauridsen, viste højt niveau både squashmæssigt og mentalt. Selvom de muligvis var bagud i nogle af sættene, så holdt de fokus og spillede deres spil og vandt begge kampe 3-0 og gav derfor ikke modstanderne så meget at arbejde med. Ud over det, så havde vi kanon opbakning fra drengene og alle de andre som var kommet for at kigge og støtte op. Blandt andet, var hele familien Lauridsen kommet helt fra Thy til Herlev, for at heppe og Stephi-Graff (Stephanie Riding) og jeg, er ret gode til at heppe også, så det tror jeg pigerne kunne mærke inde på banen, så de lige fik ekstra energi og holdt hovedet koldt.

I har rækkens absolut laveste gennemsnitsalder, hvilket må betyde at der er mange år i Jer endnu. Hvad skulle stoppe Jer fra, at tage endnu en titel i 2017? Jeres helt store mål er vel endnu en titel i næste sæson?

Som udgangspunkt er der ikke noget som vil stoppe os fra at tage endnu en titel til næste år. Det må helt sikkert være klubben og holdets mål. Der er dog aldrig noget, som er givet på forhånd i squash, specielt med diverse besparelse som hænger over alle klubber eller andet i den dur, som ville kunne komme i vejen. Så det er svært for mig at spå om, på nuværende tidspunkt, da der kan ske meget inden næste sæson starter. Men er vi de samme spillere i Kolding til næste år, så kan jeg ikke se at vi ikke skulle kunne tage endnu en medalje.

Jeres herrehold forbedrede sidste års 4. plads til en plads på podiet. Hvad er forventningerne hos herrerne næste år? Skal der hentes nye spillere ind eller fortsættes i samme baner?

Det er svært for mig, at svare på drengenes vegne, men jeg tror bestemt, at Kolding vil fortsætte i de samme baner som vi hidtil har gjort. Både drengene og Kolding Squash Klub er meget stolte af deres bronzemedalje, og med lidt held, kunne de godt have været en kæp i hjulet på Herlev i semifinalen. Så jeg tror drengene også har fået blod på tanden til næste sæson og selvfølgelig skal vi have et hold som ville kunne klare sig rigtig godt i eliten, men fokus vil nok være på, at kunne gøre det med de spillere, som vi allerede har.



Squash Online © 2025