Squash Online

Profilerne i den danske Elitedivision

October 23, 2014Tobias Pørtner

Sæsonen 2014-15 bliver med en ny struktur i Elitedivisionen, der bl.a. indebærer flere holdkampe på en weekend samlet i ét center og afskaffelse af krydsspillet. Vi får fire weekender og et slutspil, hvor alle hold er samlet hver gang. Dette vil helt sikkert give masser af fed stemning til kampene, og forhåbentlig vil der være slutspilsstemning hver eneste gang. Samtidig vil vi også gå en sæson i møde, hvor afskaffelsen af krydsspillet vil gøre ligaerne tættere end de tidligere sæsoner. Men for at gøre elitedivisionerne interessante, skal der ikke blot være en god struktur – vi har også brug for profiler og interessante personligheder på holdene. I denne artikel vil vi prøve at guide jer igennem, hvem vi tror, bliver profilerne i år!

Hvis vi starter med at kigge på damernes Elitedivision, vil der i denne sæson blive disket op med flere profiler end sidste sæson. Ligesom sidste år har vi Danmarks ubestridte squashdronning i Line Hansen, som igen i år stiller op for Birkerød. Line er til dagligt bosat i Amsterdam, og hun vil blive fløjet hjem til Birkerøds kampe. Danmarks næstbedste damespiller Sally Skaarenborg får vi også at opleve, og ikke overraskende bliver det igen i år for Kolding. Sallys niveau i sidste sæson var, at hun ikke havde de store chancer mod Line Hansen, men alle dem, som lå rangeret under hende på ranglisten, slog hun sikkert hver gang.

De næste profiler i damernes elitedivision er landsholdspillere som unge Mathilde Lauridsen (Kolding) og Cecilie Mayer (Birkerød). Yderligere kommer Herlev/Hjortens Bine Lind tilbage på holdkortet efter et år med skader. Det bliver spændende at se, om Bine kan finde tilbage til sit tidligere niveau, som helt sikkert vil gøre hende til en bejler til landsholdet og evt. skubbe en af de andre ud i kulden fra landsholdstruppen.

Unge spillere som Sarah Lauridsen (Kolding), Christine Christoffersen (Kolding) og Caroline Lyng (Birkerød) bliver også spændende at følge – kan de som Mathilde Lauridsen for alvor begynde at bide sig fast i den bedste danske række og høste point for deres respektive klubber?

I herrernes Elitedivision er der flere spændende og gode profiler. Først og fremmest er der Birkerøds, Kristian Frost, som i denne sæson, vil spille sin anden sæson for Birkerød. Kristian Frost forventes at være for god for de næste danske spillere, som er Rasmus M. Nielsen (Kolding), Morten W. Sørensen (City Squash) og Caspar Grauballe (Herlev/Hjorten). Disse tre spillere kan slå hinanden på kryds og tværs, hvor rigtig meget vil blive afgjort på dagen.

Ellers får vi også nogle gode udlændinge at se i den danske elitedivision i år. Skovbakkens engelske spillere i form af Oliver Pett og Adam Auckland, og Birkerøds nye walisiske spiller i form af Joel Makin. Oliver Pett må vurderes til at kunne slå alle danske spillere sikkert på nær Kristian Frost – et møde med Frost ligner et åbent opgør. Adam Auckland og Joel Makin burde være sikre point mod alle på nær den danske top fire. Adam vil, på skift med Pett, være 1. single for Skovbakken, og Joel vil kun være

  1. single for Birkerød. Adam er på ingen måde uden chance mod Rasmus M. Nielsen, Morten W. Sørensen og Caspar Grauballe, som helt sikkert vil blive seværdige kampe. Joel må forventes at kunne gå ubesejret igennem sæsonen mod de andre 2. singler.

Den dobbelte verdensmester i racketlon, Jesper Ratzer, slog sidste år ikke blot sit navn fast i den internationale racketlon-verden, men også i dansk squash, da han gang på gang leverede rigtig mange flotte resultater i Elitedivisionen for Herlev/Hjorten. I år bliver det dog for den nye klub Racketlon Danmark, hvor han forventes at spille 2. single de fleste af gangene, og enkelte gange også 1. single. Dette kommer til at afhænge af, om Racketlon Danmark får deres udlændinge hjem. Her forventes der ikke mange sejre af Jesper, men spændende bliver det at følge hans udvikling, hvor han måske kan lave en enkelt eller to overraskelser på 2. singlen?

Til sidste er det værd at nævne spillere som Rasmus J. Petersen (HerlevHjorten), Mads Korsbjerg (City Squash) og Thomas Laursen (Kolding). Rasmus bliver spændende at følge; kan han blive ved med at holde den landsholdsplads, som han overtog i sidste sæson, efter at han havde været rigtig stabil hele sæsonen igennem. Mads har haft et rigtig højt niveau tidligere i sin squashkarriere, og han spiller stadig lækkert publikumsvenligt squash, som helt sikkert vil kunne underholde tilskuerne i løbet af sæsonen. Thomas har gjort det godt i flere sæsoner i eliten nu, hvor vi i denne sæson, kan begynde at sætte lidt højere forventninger til den unge koldingenser. Det bliver vigtigt for Kolding, at han holder højt niveau på 3. singlen.
Både Rasmus og Thomas tabte dog til hhv. Mikkel Pedersen (City Squash) og Lau Kiehn (Herlev/Hjorten) til Grand Prix 2 i City Squash i sidste weekend, hvor Mikkel og Lau viste, at der i løbet af sæsonen kommer kamp om de sidste landsholdspladser.

Denne artikel er skrevet af Christian Steffensen



Squash Online © 2025