October 22, 2014 — Tobias Pørtner
Starten på den nye elitedivisionssæson er så småt på trapperne – om blot to uger går det hele løs i Skovbakken, når de seks elitehold står over for hinanden for første gang. Meget er der dog sket på transfermarkedet denne sommer: To nye hold er opstået og har trukket spillere til sig fra andre klubber, mens et par af de andre hold har forstærket sig.
Vi vil i denne artikel give jer overblik over de tre sidste hold i dette års Elitedivision: Herlev, Skovbakken og Racketlon Danmark.
Herlev
Tilgang:
Ingen
Afgang:
Jesper Ratzer
Det har igen været en stille sommer i Herlev, hvor man efterhånden i mange år, har arbejdet med den samme trup. For hver sæson der går stiger forventningerne til det homogene hold fra Sjælland, der specielt på de nederste singler ser skræmmende ud.
At de har sagt farvel til Jesper Ratzer virker måske ikke umiddelbart til at kunne gøre den store forskel, men tabet af den alsidige ketcherentusiast, kan vise dig at blive dyrt. Grundet en langvarig og drilsk knæskade til 1. single Caspar Grauballe, spillede Jesper Ratzer nemlig stort set alle kampe i sidst sæson, og levere sejr på sejr. Uden ham står Herlev pludselig med en meget smal trup, hvor reserverne Theis Houlberg og Mikkel Kragholm slet ikke forventes at kunne bringe den samme stabilitet og pointhøst som Ratzer, hvis der skulle blive brug for dem.
Kan truppen holde sig skadesfri, ligner et hold bestående af Caspar Grauballe, Rasmus J. Petersen, Lau Kiehn og Thomas Pilak dog en opstilling, der må påtage sig en svag favoritrolle til at vinde et længe ventet mesterskab til klubben.
Skovbakken
Tilgang:
Oliver Pett (England)
Adam Auckland (England)
Afgang:
Norman Junge
I Skovbakken har sidste sæsons nr. 4 holdt fast i stammen af unge spillere, men lavet en ændring på den øverste single. Ud er gået tyske Norman Junge, der aldrig for alvor formåede at bide fra sig mod de bedste spillere i rækken. Han bliver erstattet af to unge engelske spillere, der skal skiftes til at spille 1. single for Aarhus-holdet, der sandsynligvis vil have deltagelse ved slutspillet som succeskriterie.
Foruden den skiftende engelske 1’er består Skovbakken-truppen af Tobias Pørtner, Kasper Svith, Kristian DS Nielsen, Emil Grooss og Sebastian Korsgaard – spillere med et stort potentiale, der stadig mangler at blive forløst for alvor i elitevisionssammenhæng.
Racketlon Danmark
Tilgang:
Stefan Adamsson (Sverige)
Jesper Ratzer (Herlev)
Johannes Schubert (Østrig)
Kasper Jønsson (Herlev)
Kresten Hougaard (Herlev)
Jesper Hougaard (Herlev)
Afgang:
Ingen
Endnu en ny klub har i år meldt sin ankomst i Elitedivisionen, da en række Racketlon-spillere har meldt et hold til i landets bedste række. At Racketlon Danmark skulle ende som andet end nr. 6 og sidst i Elitedivisionen vil være en kæmpe overraskelse, men det er dog lykkedes for de ambitiøse ketcherekvilibrister, at stable et kapabelt hold på benene.
Jesper Ratzer havde en flot sæson for Herlev i ’13-14 og hvis han kan fortsætte fremgangen, vil han sandsynligvis kunne drille et par af landets 2. singler på sine gode dage. Han skal sammen med forstærkninger fra Sverige og Østrig stå for pointene på et hold, der dog ser svage ud på de nederste singler.