Squash Online

OSMK og Birkerød deler point

September 14, 2013Kristian Frost

I går aftes blev der taget hul på endnu en sæson af Elitedivisionen. Det er værd at bemærke at i denne sæson er der kun fem hold i både dame- og herrerækken, da København SK valgte at trække deres herrehold i sidste øjeblik.

Sidste års vindere, Birkerød, skulle forsøge at få en god start på sæsonen, mens OSMK havde noget at bevise efter klubben missede slutspillet sidste sæson. Grundlaget for en god kamp var dermed lagt og allerede i første kryds tegnede det til at blive en lang aften med en masse god squash. Danny Knudsen var tæt på at levere en kæmpe overraskelse, da han bragte sig foran i mod Morten W. Sørensen. Sørensen kom dog tilbage i kampen og foran 2-1 lignede det en sejr til københavneren. Knudsen ville det anerledes og vandt fjerde sæt. Femte sæt blev aldrig rigtig spændende og Sørensen kom hurtigt foran og så sig aldrig tilbage. På den anden bane sikrede Kristian Frost Birkerød endnu et point, da han slog Mads Korsbjerg 3-0.

På de nederste singler blev der kæmpet for hver eneste bold. Michael Hansen slog Mikkel Pedersen 3-1 efter fire utrolig tætte sæt hvor Pedersen missede hele tre sætbolde i tredje sæt. På samme tid udspillede der noget af et drama, da Mikkel Korsbjerg og Gustav Hansen mødtes på den nederste single. Korsbjerg styrede spillet flot, mens Hansen kæmpede og kæmpede. Dette gave pote i sidste enden for Hansen der var lige ved at få en god skalp, men Korsbjerg var kølig til det allersidste og vandt kampen 11-9 i femte sæt.

Ved stillingen 2-2 efter første kryds lignede det at Birkerød ville løbe med sejren, men sådan gik det ikke. Frost startede andet kryds ved at slå en lettere mærket Knudsen. På samme tid leverede Mads Korsbjerg en mandeindsats og slog Sørensen 3-1 i et kamp hvor Korsbjerg i lange perioder viste hvorfor han tidligere kunne kalde sig for Danmarks bedste. Bemærkelsesværdigt var det samme scenarie der udspillede sig i sidste sæson, hvor Korsbjerg ligeledes slog Sørensen.

Pedersen kom ikke i kamp i andet kryds, da Mikkel Korsbjerg, grundet fysiske problemer, ikke kunne stille op. Stillingen før den sidste kamp var derfor 4-3 til Birkerød og kampen mellem Michael Hansen og Gustav Hansen skulle derfor blive afgørende for om københavnerne ville løbe med sejren eller fynboerne kunne hive fire vigtige point hjem. G. Hansen startede bedst og bragte sig foran 1-0. M. Hansen svarede igen og vandt de to næste sæt. Det lignede mere og mere en fynsk sejr, men G. Hansen kæmpede videre og det gav endnu en gang pote. Efter et langt fjerde sæt var stillingen nu 2-2 og det hele skulle endnu en gang afgøres i et femte sæt. M. Hansen kom hurtigt foran og det lignende endnu en gang at G. Hansen skulle tabe i fem sæt, men G. Hansen kæmpede sig tilbage og bragte sig foran. Kunne G. Hansen virkelig hive en sejr i land? Ved stillingen 9-9 var alt åbent. M. Hansen spillede de to sidste dueller bedst og sikrede fynboerne de fire point.

Elitedivisionen er nu for alvor i gang og det tegner til at blive en spændende sæson. I morgen spiller Skovbakken i mod Herlev.