March 06, 2011 — Tobias Pørtner
Ikke overraskende blev det de to 1. seedede Odense SC-spillere der i suveræn stil løb med sejrene i både herre- og damerækken, personificeret ved den danske squashdronning Line Hansen og formstærke Rasmus M. Nielsen.
I damerækken var der til denne
turnering blot deltagelse af 4 spillere, der dog til gengæld virkelig gav
hinanden kamp til stregen. Line Hansen strøg ubesværet igennem til
turneringssejren via sejre over Sissel Trap, tilbagevendte Bine Lind og Cecilie
Mayer - dog med et sættab til sidstnævnte hvilket skulle vise sig at blive
yderst vigtigt for Birkerød-spilleren.
Både Sissel, Bine og Cecilie slog nemlig hinanden på kryds og tværs, da
Cecilie slog Sissel nogenlunde sikkert, for derefter at tabe i 5 sæt til
Herlev-spilleren Bine Lind, der viste imponerende takter.
Hendes fysiske styrke og slagkraft pressede gang på gang hendes modstandere ud
i store problemer og hun lignede en spiller på vej med sikker kurs mod 2.
pladsen, da hun bragte sig selv foran med 10-5 i 5. sæt mod Sissel Trap.
Her virkede det dog pludselig som om at Sissel fandt vinder-recepten og i takt
med at hun i stedet for at gå efter de store vinderslag blot hentede bold på
bold indtil Bine lavede en fejl, begyndte nerverne at vise sig hos modstanderen.
7 bolde senere havde hun gjort det umulige og taget sejren med 12-10 i
afgørende, hvilket betød at Bine i stedet for en sikker 2. plads måtte tage
til takke med bronzen.
De 3 spillere endte helt lige på sejre, men Cecilie Mayer kunne qua en bedre
sætscore hive 2. pladsen hjem, mens Sissel trods det flotte comeback måtte
nøjes med sidstepladsen. Rent psykisk vil sejren dog have kæmpe betydning for
hende og hun melder sig dermed for alvor ind i gruppen af spillere der skal
kæmpe om sølvet til det kommende DM, hvor Line Hansen med al sandsynlighed
igen vil være suveræn.
Udover hende er der dog et imponerende tæt felt med Sally Skaarenborg, Dagmar
Feddern, Bine Lind, Cecilie Mayer, Sissel Trap, der alle på dagen kan slå
hinanden.
I herrerækken var der fuldt
skrald på fra starten - ikke mindst i kampen mellem Rasmus Jessen og useedede
Christian Solgaard, der virkede fløjtende ligeglad med ikke at være spået de
store chancer.
Efter at have skiftede til at tage sæt slog Solgaard hvad der lignede et
afgørende hul da han bragte sig foran 9-6 i femte sæt, men efter bl.a. at have
sikret sig en monsterbold hvor han flere gange lå vandret i luften for at
returnere boldene, kunne Rasmus Jessen til sidst ånde lettet op efter at have
sikret sig afgørende sæt i tiebreak.
En anden førsterundekamp der fik en del opmærksomhed var kampen mellem Tobias
Pørtner og Line Hansen, der også havde valgt at stille op i herrerækken.
Hun viste at spillet bestemt er til at presse herrerne, men måtte trods alt
indkassere et nederlag efter 3 tætte sæt. Herefter sejrede hun dog tre gange
på stribe, bl.a. 3-0 over hårdtslående Solgaard, og kunne dermed sikre sig 9.
pladsen.
I kvartfinalerne var
spændingen til at overse. De tre forhåndsfavoritter, Rasmus M. Nielsen, Morten
W. Sørensen og Caspar Grauballe sejrede problemfrit 3-0 over Tobias Pørtner,
Lau Kiehn og Rasmus Jessen (i nævnte rækkefølge), mens den eneste spiller som
de tre slagne spillere i kvartfinalerne for alvor havde håb om at besejre,
Thomas PIlak, havde haft heldet i lodtrækningen og fået Birkerøds Mike Off.
Efter at have bragt sig foran med 6-1 i første sæt måtte Mike også sande at
semifinalen aldrig for alvor kom inden for rækkevidde, og Pilak bookede dermed
den sidste plads i top 4.
Lørdagens semifinaler bød
først på endnu et billede på Rasmus Nielsens nuværende styrke, da han
skøjtede henover Thomas Pilak med sikre 3-0.
I den anden semifinale stod Morten W. Sørensen over for Caspar Grauballe i en
meget imødeset kamp, da disse spillere i gennem en lang række kampe har vist
at de har evnen til både at bringe det bedre og værste op i hinanden.
Denne gang holdte de to spillere sig til at give den fuld gas med
squashketcheren, hvilket efter to tætte sæt resulterede i stillingen 1-1.
Herefter satte den rutinerede Squashlife-ejer sig på matchen, og efter en
magtdemonstration i 3. sæt og et noget tættere 4., hvor Grauballe igen fandt
lidt af melodien, kunne Morten sikre sig sin tredje sejr på stribe over sin
tidligere holdkammerat.
Dermed fik tilskuerne i Helsinge Squash Klub drømmefinalen mellem Danmarks nr. 1 og 3, der pressede
hinanden ud i en meget seværdig affære.
Rasmus kom flyvende ud til 1. sæt, hvor det ud til at Morten stadig havde hans
hårde semifinale siddende lidt i benene. 11-5 blev det til Sønderborg-drengen,
der dog kom til at kæmpe noget hårdere for sagerne i de kommende sæt.
Morten fik nemlig tilpasset taktikken lidt, men desværre for ham var det lige
præcis ikke nok til at hive et yderst vigtigt 2. sæt hjem, da han tabte med
mindst mulig margin - 11-9.
Nede 0-2 i sæt lignede det mission impossible for den 31-årige
Birkerødspiller, og alt så da også ud til at gå efter planen da Rasmus
spilere sig frem til matchbold i 3. sæt. Morten ville det dog helt anderledes
og udviste stor mental styrke da han afværgede denne og senere kunne sikre sig
sættet med 12-10.
Dermed havde Morten åbnet kampen op igen til 1-2, men 4. sæt blev et sæt hvor
Rasmus igen fandt tempoet og presset i spillet, hvilket til sidst resulterede i
at han kunne sikre sig sættet med 11-6 og dermed turneringssejren med 3-1.
Det var en udmærket og velspillet finale. Morten spillere rigtig godt og jeg havde en smule svært ved at holde fokus i kampen.
Stor cadeau til Morten for en god kamp og jeg er glad for at trække mig ud af den som vinder!Tak til alle der var til stede og gjorde det til en hyggelig weekend og stor tak til Helsinge for en super turnering.
Rasmus M. Nielsen, OSC
I placeringskampene sikrede Caspar Grauballe sig 3. pladsen via en sejr over holdkammeraten Thomas Pilak med 3-0, mens Tobias Pørtner løb med 5. pladsen efter to sikre sejre i 3 sæt over hhv. Mike Off og Lau Kiehn.
Sidste turnering inden DM er hermed afholdt, og flere spillere viste lovende takter op mod den kommende kulmination på sæsonen og flere måneders hårdt arbejde.
I damerækken ligner det en åben krig om pladserne efter Line Hansen blandt en
lang række spillere, mens det hos herrerne lugter af en super-finale og
gentagelse af sidste års drama mellem den forsvarende mester Kristian Frost og
Rasmus M. Nielsen.
Desværre har vi ikke set meget til Kristian Frost i det danske i år, men lige
som Rasmus har han vist imponerende takter på den udenlandske scene, hvor han
qua en lang række flotte sejre har spillet sig op blandt verdens 80 bedste
spillere - en rangering som kun Mikkel Korsbjerg i nyere tid har formået at
overgå.