Squash Online

Optakt til 3. runde i kvindernes Elitedivision

November 08, 2013Tobias Pørtner

Mens Birkerød og Kolding stormer afsted i toppen af kvindernes Elitedivision, ser det ud til at kunne blive anderledes lige i bunden af rækken.
I Birkerød er der budt op til et vaskeægte topbrag, når hjemmeholdet tager imod netop Kolding i et opgør mellem rækkens to suverænt stærkeste hold. Sport92, Herlev og OSMK har alle ageret slagtekvæg for de to favorithold, men nu får hhv. Sport92 og Herlev endelig en realistisk mulighed for at hente point, når de to står over for hinanden i et indbyrdes opgør om 3. pladsen.

Birkerød vs. Kolding

1. single: Line Hansen - Sally Skaarenborg
2. single: Cecilie Mayer - Mathilde Lauridsen
3. single: Neha Kumar - Nanna Frederiksen

Kampen mellem Birkerød og Kolding er et møde mellem sidste års to finalister ved slutspillet, hvor Birkerød trak det længste strå. Her var kampen mellem Cecilie Mayer og Mathilde Lauridsen et helt vitalt opgør (en kamp som Mayer vandt), men trods de to spilleres rangerering som 2’er, får vi desværre ikke en revanchedyst i denne omgang, grundet Elitedivisionens struktur, hvor 2. singlerne kun spiller mod 1. og 3. singlerne.

Til trods for at kampen er et topopgør, og med al sandsynlighed en generalprøve på en kommende DM-finale, tegner den samlede holdkamp ikke til at skulle indeholde specielt mange spændende individuelle kampe. Line Hansen forventes at gøre rent bord i begge sine kampe, om end det altid er spændende at se hende i en dyst mod Sally Skaarenborg - Danmarks klare to’er efter netop Hansen.
Umiddelbart ser kampens udfald ud til at blive enten 4-2 eller 3-3, hvilket kommer til at afhænge af opgøret mellem Neha Kumar og Nanna Frederiksen. Begge spillere står over for deres sæsondebut, så kampen kunne godt gå hen at blive en rodet affære, der er svær at spå om. Vi tror at hjemmebanefordelen vil gøre udfaldet, og spille sejren i hænderne af Kumar og Birkerød.

SQO.dk byder på resulatet 4-2 til Birkerød, hvor Koldings Skaarenborg og Lauridsen står for 1 point hver.

Sport92 vs. Herlev

1. single: Millie Søndergaard - Tanya Stenz
2. single: Trine Engelund - Malene My Christensen
3. single: Amalie Bornæs - Karina Pilak

Det ligner et af de mest åbne opgør i længe i Elitedivisionen, når Sport92 i den sædvanlige stabile opstilling, tager imod et stærkt decimeret Herlev-hold, der i forhold til sidste sæson er uden holdets to helt store esser; Bine Lind og Julie Dorn.

Begge hold udmærker sig ved at have et meget homogent hold, hvor udsvinget fra 1.-3. single er minimalt. De ens styrker ved holdene resulterer i, at stort set samtlige kampe i dette opgør reelt set kan gå begge veje.
Af samme grund er det svært at fremhæve enkelte kampe som særligt spændende, men opgøret mellem hjemmeholdets Millie Søndergaard og udeholdets rutinerede Tanya Stenz, kunne godt gå hen at blive en springfarlig forestilling. Begge spillere har en offensiv spillestil og tør gå efter den afgørende bold, hvilket sender et signal om en kamp med masser af vindere og korte dueller.

En anden spiller som får en nøglerolle i dette opgør, er udeholdets Karina Pilak. I sidste runde tog hun overraskende sæt fra både Cecilie Mayer og Sissel Trap, men har hun også evnerne til at sikre et par vigtige sejre til udeholdet?

SQO.dk byder på resultatet 3-3.

Begge kampe spilles lørdag kl. 11.00 i hhv. Birkerød og Sport92 (Hammerum).