October 21, 2013 — Tobias Pørtner
En noget spredt 2. spillerunde i Elitedivisionerne blev startet i fredags, da Birkerøds damer besejrede et sagesløst Herlev-hold. Fra i morgen og de kommende tre dage spilles der hver dag én kamp. Specielt de to herrekampe (tirsdag og torsdag), ser ud til at blive rigtig spændende.
Herlev vs. Birkerød (tirsdag)
1. singler: Rasmus Jessen - Kristian Frost
2. singler: Lau Kiehn - Morten W. Sørensen
3. singler: Thomas Pilak - Alex Christensson
4. singler: Jesper Ratzer - Christian Steffensen
I Herlev tager hjemmeholdet imod Birkerød, i et opgør hvor begge hold lider under skader. Hårdest ramt er dog klart hjemmeholdet, der i fraværet af Caspar Grauballe heller ikke forventes at kunne få skovlen under sidste års finalemodstander i denne omgang.
Øverste kryds ligner på forhånd således fire sejre til Birkerød, der ganske enkelt har bedre spillere på de to øverste singler. En lille mulighed ligger der for point i kampen mod Morten W. Sørensen, der i sidste runde måtte bøje sig mod Mads Korsbjerg, men det er ikke et udfald vi umiddelbart tror på.
På nederste kryds ser det dog ud til at vi kan få god valuta for penge - specielt i det første kryds, hvor der er lagt op til to springfarlige squash-cocktails. Hjemmeholdets kaptajn står over for svenske Christensson, der i sidste sæson spillede flere tætte kampe med Pilaks niveaumæssigt jævnbyrdige holdkammerater. Det bliver den offensive spillestil mod den defensive, hvilket altid er en spændende kontrast. Kampen må desuden forventes at blive spillet på glasbanen, hvilket kan kaste lidt ekstra glans over kampen, men også kan være en noterbar fordel for Pilak.
Også opgøret mellem Ratzer og Steffensen ser tæt ud. I sidste runde viste Ratzer, at hans squashspil stadig udvikler sig eksplosivt. Han slog således både Emil Grooss og Kasper Svith - to af dansk squashs mest lovende talenter - hvilket var noget af en bedrift af racketlon-spilleren. Steffensen er en spiller på samme niveau som disse to, så endnu en sejr til Ratzer er bestemt ikke umulig.
SQO.dk byder på resultatet 2-6 til Birkerød, der grundlægger sejren med 4 point i det øverste kryds. Disse suppleres med to sejre over Jesper Ratzer.
Kolding vs. Odense SMK (torsdag)
1. singler: Francesco Busi - Mads Korsbjerg
2. singler: Paulo Allevato - Danny Knudsen
3. singler: Martin Laursen - Michael Hansen
4. singler: Thomas Laursen - Mikkel Korsbjerg
Herreligaens andet opgør i denne runde står mellem Kolding og OSMK - et opgør
der på papiret ser uhyggeligt tæt ud. I fraværet af nytilkomne Rasmus M.
Nielsen, har hjemmeholdet hentet den gamle italienske kending Paolo Allevato til
landet. Det øverste kryds ser ufatteligt spændende ud, hvor de to første
kampe virker helt lige. Mads Korsbjerg har vist storspil på det sidste, men er
det nok til at besejre Busi? Og hvad med Danny Knudsen; er han fysisk stærk nok
til at stå imod, når han møder den offensivt spillende Allevato? I begge
kampe ser vi en lille fordel til udeholdet.
Efter krydset bliver fysikken afgørende. Ingen af de ovennævnte er ligefrem
kendte for deres udholdenhed, så spillernes første opgør vil her komme til at
have enorm betydning for udfaldet i de sidste kampe.
I nederste kryds får fysikken igen en afgørende betydning, men her bør det være til ensidig fordel for Koldings Martin og Thomas Laursen. Michael Hansen bør have gas nok i benene til en enkelt kamp på højt niveau, mens de unges tempo herefter forventes at være for stor en hurdle for OSMK, der i så fald må nøjes med et enkelt point i det nederste kryds.
SQO.dk byder på resultatet 4-4 i Kolding. Mads Korsbjerg sikrer to point, mens Danny Knudsen og Michael Hansen begge bidrager med en pind.
Kolding vs. Odense SMK (onsdag) - damer
1. singler: Sally Skaarenborg - Line Sjodsholm
2. singler: Mathilde Lauridsen - Louise Jørgensen
3. singler: Nanna Frederiksen - Malene Christiansen
Det ligner igen en umulig opgave for OSMKs kvinder, når de denne gang skal på besøg i Kolding. Hjemmeholdets unge piger, der sidste år sikrede sig et par overraskende sølvmedaljer, ligner for stærkt et hold for eventyrbyens hold, der sandsynligvis heller ikke får point i denne runde.
Eneste reelle mulighed for point er mod hjemmeholdets Frederiksen, der grundet en længere pause og manglende turneringssquash, må være lidt rusten. Skaarenborg og Lauridsen er ganske enkelt spillere af en anden klasse end onsdagens modstandere fra Odense, og de vil sikre de første 4 point uden problemer.
SQO.dk byder på resultatet 6-0 til Kolding, som dermed holder trit med Birkerød i toppen.