Squash Online

Optakt: Muligt tronskifte ved DM?

April 01, 2016Tobias Pørtner

På papiret ligner det endnu et DM efter bogen, hvor Line Hansen og Kristian Frost igen står som storfavoritter til at forsvare titlerne. Spørgsmålet er, om 2016 er året, hvor Rasmus M. Nielsen endelig får vippet sin evige rival af tronen?

Lad det være slået fast med det samme: Kristian Frost er storfavorit til DM-titlen hos herrerne og alt andet end et forsvar af titlen, vil være en kæmpe skuffelse for Birkerød-spilleren, der kun har én reel udfordrer at bekymre sig om – Rasmus M. Nielsen.

Et kig på statistikken viser, at Rasmus M. Nielsen blot har vundet to af deres seneste 10 indbyrdes opgør. Flere små ting taler dog for, at 2016 måske kan blive året, hvor Nielsen kan vriste pokalen fra Frost. Seneste sejr til Rasmus ligger blot få måneder tilbage, da han besejrede Frost i starten af januar og hvis man hertil ligger, at Rasmus ved seneste eliterunde viste noget af den fysik og spillemæssigt stamina hvad angår balance mellem offensiv squash og lav fejlmargin i hans sejr over den engelske klassespiller Oliver Pett, har han måske fundet frem til den formular, det kræver at besejre Frost?

Uden for væggene vil Rasmus desuden gå ind med trygheden ved at være på hjemmebane, hvilket sandsynligvis vil betyde massiv opbakning fra klubbens medlemmer og måske også den hårde kerne af supportere fra højskolen hvor han arbejder – en gruppe der tidligere har vist evnen til at skabe en bemærkelsesværdig ramme omkring de store kampe med Rasmus’ deltagelse.

SE OGSÅ: Gense DM-finalen 2015 mellem Kristian Frost og Rasmus M. Nielsen

Ser vi bort fra guld-kampen, ligner det også et åbent slagsmål om bronzemedaljen, hvor Lau Kiehn og Thomas Laursen på det seneste har vist god form og begge er blevet udtaget til landsholdet. De vil begge have store forhåbninger om at gå på podiet, men Thomas vil få brug for en smule lodtrækningsheld, da han går ind i turneringen som 5. seedet.
Med i dette regnestykke skal også tages Morten Trap Wiegandt, der trods et sjældent set lavt niveau de seneste uger ved Helsinge Grand Prix og Eliterunde 4, før har vist sin evne til at levere, når det virkelig gælder. At andre end ovenstående fem spillere skulle kæmpe med om medaljerne virker som en utopisk tanke.

Hansen på cruise control mod historisk sejr
Hos kvinderne ligner det business as usual, når Line Hansen endnu engang går ind til et DM som massiv favorit. Ellen Hamborg-Petersens arvtager har gjort rent bord i nu 10 år i streg og kan med en sejr i år bliver den mest vindende danske squashspiller nogensinde – en milepæl der nok skal få Line op i omdrejninger. Kun en skade kan stoppe Line, der aldrig har været i nærheden af at tabe til nogen af sine udfordrere.

SE OGSÅ: Gense DM-finalen 2015 mellem Line Hansen og Sally Skaarenborg

Præcis som hos herrerne bliver det dog også spændende at følge kampen om de sekundære placeringer og forhåbningen for alle squashentusiaster må være, at Mathilde Lauridsen og Sally Skaarenborg ender i samme halvdel, således at vi kan få et meget imødeset semifinalebrag mellem de to holdkammerater.
Endnu har den lidt ældre Skaarenborg aldrig tabt til sin Thy-baserede udfordrer, men Mathilde har ved to af de seneste tre møder presset kampen ud i fire sæt. Bliver DM i Kolding turneringen, hvor Mathilde endelig for skovlen under Sally?

SQO.dk vil som altid være massivt til stede ved turneringen og holde jer opdateret via både SnapChat, Facebook og website.

Du vil også kunne følge turneringen via TOURNAMENT SOFTWARE, hvor arrangøren løbende vil opdatere alle resultater få sekunder efter kampenes afslutning.



Squash Online © 2025