Squash Online

Odense SMK: Vi satser på slutspillet

September 07, 2013Tobias Pørtner

Det var en hård 2012-13 sæson for Odense SMK, der bl.a. grundet skader aldrig kom i nærheden af slutspillet. Dette faktum har dog ikke taget modet fra den fynske traitionsklub, der også i denne sæson er at finde i landets bedste række for både herrer og damer - dog med vidt forskellige målsætninger.

Odense SMKs trup til den kommende sæson:

Herrer: Mads Korsbjerg, Danny Knudsen, Michael Hansen, Mikkel Korsbjerg og Kim Poulsen

Damer: Line Sjodsholm, Louise Jørgensen, Marlene Christiensen og Bonnie Barr

Adspurgt om målsætningen for OSMKs herrer er formand Jens Clausen klar i spyttet: “Målet er stadig en slutspilsplads, til trods for den høje gennemsnitsalder, mange skader og diverse familieforøgelser”.
For dameholdet er armbevægelserne en smule mere afdæmpede, da fokus først og fremmest er på de gode oplevelser i elitedivisionen, samt efter bedste Wocniaki-retorik at skrabe så mange point ind på kontoen som muligt. I damerækken udser Louise Jørgensen specielt stortalentet Mathilde Lauridsen som en spændende spiller at følge.

Hos både mændene og kvinderne ser Jens Clausen og Louise Jørgensen Birkerød som klare favoritter, hvilket er helt i tråd med de andre holdkaptajners analyser.