Squash Online

Ny squashklub ser dagens lys i København

March 15, 2014Tobias Pørtner

I dag åbner en ny squashklub i København, når det gamle Amager Squash transformeres til City Squash. Drivkræfterne bag projektet er den danske topspiller Morten W. Sørensen, dennes kæreste Sissel Trap og pokerstjernen Gustav Hansen. Vi greb fat i Morten dagen inden åbningen, for at komme lidt tættere på tankerne bag det nye projekt.

Fortæl os kort om projektet: Hvad har I gjort ved centeret, for at få det up to date, og hvad kan man forvente sig, når man besøger klubben?

Klubben/Centeret City Squash består af fire baner, der er helt nyrenoverede. Væggene er skrællet helt ind til den rå beton, og så har vi fået fløjet to eksperter over fra England af to omgange, for at få dem lavet helt perfekt. Gulvet var før noget glat, men er nu helt perfekt. Der var ligeledes bolde, der hoppede mærkeligt ud fra hjørnerne, hvilket også er fikset. En anden vigtig faktor er, at der er blevet væsentligt varmere på banerne, så det er behageligt at være der.

Arbejdet i det? Jamen det har selvfølgelig været et kæmpe arbejde. Udover at renovere baner har vi også haft meget fokus på området omkring banerne. Vi har bygget en helt ny cafe lige op ad banerne med sofaer, borde og stole, hvor man kan nyde mad, fadøl eller juice. Der kører ligeledes squash på storskærm, hvis dem der spiller på banerne ikke er interessante nok at kigge på :-) Derudover er lavet en ny hjemmeside, logo, visitkort, flyers, plakater, roll ups, klistermærker mv., så det er ikke lige blevet til så meget søvn her op til åbningen.

Hvordan er tankerne til projektet opstået?

Vi har længe ment, at København manglede en rigtig god og lækker squashklub. Ikke for at tale dårligt om dem der allerede eksisterer, men faciliteterne er bare ikke helt i top særlig mange steder. Planen var oprindeligt at bygge noget op helt fra bunden, men det er nærmest umuligt at finde så perfekt en lokation som denne at bygge et squashcenter på. Vi håber meget at kunne få en masse nye i gang med squash, da vi har nogle lidt andre muligheder for at markedsføre os end andre har. Desuden vil vi arbejde på at få mange flyttet fra fitness-squash over i squashklubberne.

Derudover ville vi også gerne have et centralt sted at kunne afholde alverdens events. Det være sig teknik og taktik kurser gennem Squashlife.dk, sociale arrangementer, squash and dining, opvisningskampe, anderledes turneringer, double liga, samt opstart af en international turnering, så vi på et tidspunkt måske kan matche det meget flotte Swedish Open.

Hvad er målet og filosofien for klubben?

Gus har udtalt til diverse medier, at vi vil være Danmarks bedste, men det kan man jo være på mange måder, så lad os se med tiden hvad det vil sige. Men vigtigst af alt vil vi skabe en klub med atmosfære, klubånd og et sted, hvor folk jævnligt kommer ud som tilskuer for at se topsquash og hygger sig i lækre omgivelser med sine squash buddies.

Skal vi forvente os, at I kommer med hold til danmarksturneringen og kunne I evt. være I spil til at søge om en plads i Elitedivisionen næste år?

Da vi fusionerer med Amager Squash, så har vi automatisk nogle hold. Det er ikke utænkeligt, at vi laver et elitehold fra næste sæson, men det er endnu ikke på plads. Med situationen i dansk squash pt. taget i betragtning, føler vi i hvert fald et ansvar for at tage tyren ved hornene.

Hvornår åbner I?

Den officielle åbning er allerede på lørdag (i dag) den 15. marts fra kl. 14-1830, hvor alle er velkomne. Vi byder på opvisningskampe (bla. en gentagelse af DM-finalen mellem Caspar Grauballe og undertegnede). Desuden kan folk spille et sæt mod en af topspillerne, samt pokerlegenden Gus Hansen. Vi byder på lidt godter og fri fadøl. Fra kl. 19 inviteres alle dem der har lyst til middag. For et symbolsk beløb på 100 kr. giver vi en lækker buffet og fri bar, så det skal nok blive sjovt.

Vi glæder os til at vise klubben frem til jer alle enten på lørdag eller ved en af mange kommende lejligheder.


Kunne du tænke dig at vide mere om projektet, så tjek evt. klubbens hjemmeside (www.citysquash.dk) eller slå et smut forbi i dag, når klubben holder åbningsarrangement fra kl. 14.00. Adressen er Kløvermarksvej 34, 2300 Kbh. S.



Squash Online © 2025