Squash Online

Favoritsejre ved sidste challenger inden DM

March 09, 2014Rasmus Jessen

Stark Challenger i Helsinge er overstået, hvilket ligeledes sættet punktum for de normale challengers for 2013-14 sæsonen. Tilbage står nu kun det individuelle DM - et DM hvor Kristian Frost efter en overbevisende sejr i Helsinge igen står som kæmpefavorit til at vinde.

Igen i år var denne turnering, afholdt af Jan Skat Borgen, stærkt besat hos både herrerne og damerne. På herresiden var der mange spændende resultater allerede i fredagens kvartfinaler.

Rasmus Jessen blev presset ud i fem sæt, af sin træningsmakker Jesper Ratzer, som hurtigt kom foran 2-0. Kampen endte 11-9 i femte til Jessen. Morten W. Sørensen mødte den unge klubkammerat, Christian Steffensen. Denne kamp måtte også bevæge sig ud i 5 sæt, hvorefter Morten vandt komfortabelt i det afgørende sæt.

Den nok mest spændende kamp var dog junioren Thomas Laursen mod Lau Kiehn. Denne kamp blev spillet meget jævnbyrdigt, og begge spillere leverede en flot omgang squash. Thomas kom foran 1-0 og havde flere sætbolde i 2 sæt. Lau lavede derefter et mindre comeback og kom hurtigt foran 2-1. Juniorspilleren fra Kolding formåede at finde det nødvendige niveau frem igen i 4 sæt. i 5 sæt lignende det langt hen af vejen, af Lau havde fået overtaget, men ved de afgørende stadier spillede Thomas utrolig flot og disciplineret, kampen endte 3-2 til Thomas og 11-9 i femte sæt.

Lørdags semifinaler og finaler var også fulde af spænding - desværre led mesterrækken hos herrerne af et afbud fra Lau Kiehn. Semifinalerne var en forholdsvist hurtigt overstået affære. Frost og Morten W. gik ubesværet videre begge med 3-0 sejre, mod hhv. Thomas Laursen og Rasmus Jessen.

En interessant kamp hos herrerne var Ratzer mod Steffensen. Ratzer formåede at komme foran 2-0 i sæt, og lignende en vinder. Steffensen ville det dog anderledes og kæmpede sig tilbage i kampen, og vandt 3-2.

Thomas Laursen og Rasmus Jessen, skulle spille om 3. pladsen, hvilket også udviklede sig til et interessant opgør. Den endte i 5 sæt, hvor Jessen kunne fejre sin fjerdee 3. plads ved en challenger-turnering i denne sæson. Kampen endte 11-8 i femte sæt til Herlev-drengen, dog på lidt sørgmodig vis da han ramte Thomas i et forsøg på at krydse, så kampen blev afgjort på en stroke.

Finalen i Herre M skulle for tredje gang denne i sæson spilles mellem Morten og Frost. Mortens spilform har været lidt tvivlsom på det sidste, men i finalen var der ingen slinger i valsen. Der blev spillet lange flotte dueller, på et niveau som der har været et sjældent syn ved challengers denne sæson. Frost havde som sædvanligt på dansk jord det fysiske overskud, men udover dette spillede han med større variation end normalt, hvilket fik arbejdet Morten rundt på hele banen. Frost lukker kampen 3-0, trods Morten havde flere sætbolde i 3. sæt.

I dame mester blev finalen også spændende. Den unge Mathilde Lauridsen bragte sig sikkert foran 2-0, og Sally Skaarenborg så mærket ud, efter hendes tidligere kampe i herrerækken. Sally viste dog rutine ved at kæmpe sig til og vinde de sidste tre sæt, hvor hun kun afgav 6 point. Derved vandt Sally både Dame Mester og Herre A.

Næste store turnering for de danske squashspillere - hvad enten man er elite, divisionsspiller eller motionist - er det individuelle DM i Kolding, der afholdes 11-13. april. Kristian Frost går ind til turneringen som gigantisk favorit, da hans tre normale udfordrere (Morten W. Sørensen, Caspar Grauballe og Rasmus M. Nielsen) alle enten har været skadede eller er trappet gevaldigt ned i træningsmængde. Alt andet end guld til Frost i år, vil være at betragte som en næsten lige så stor overraskelse, som hvis det ikke lykkedes Line Hansen at hive endnu en titel hjem hos damerne.