Squash Online

Nielsen ude efter mandedyst

August 13, 2011Kristian Frost

Rasmus Nielsen spillede i denne uge PSA-turnering i Nottingham, England. Da lodtrækningen i sin tid blev udarbejdet, var Nielsen seedet to i turneringen, mens Gilly Lane fra USA måtte påtage sig favoritrollen i den mindre PSA-turnering med en præmiesum på 5.000$.

Nielsen lagde godt ud, og Alex Ingham var den første, der måtte bukke under for danskerens pres. Kampen endte 3/0, og Nielsen stod i kvartfinalen over for Ben Ford, også fra England. Ford, der tidligere har skabt store problemer for mange topspillere, kunne heller ikke stille noget op imod den danske kæmpe. Nielsen kom bedst fra start og sikrede sig første sæt 11/8. Andet sæt var mindst lige så tæt, men denne gang formåede Ford at trække fra til allersidst og hive sættet hjem 12/10 i en tiebreak. Tredjesæt var, som de forgående sæt, meget tæt, men denne gang var det Nielsen, der formåede at trække fra til sidst. Sættet endte 11/9 til danskeren, og det lignede nu for alvor en dansk sejr. Fjerde sæt gik problemfrit til Nielsen, som dermed var i semifinalen.

Her stod danskeren over for engelske Anthony Graham. Graham, der i de allersidste runder af Danmarksturneringen i sidste sæson var med til at hive en slutspilsplads hjem til Kolding, viste sig at være en smule mere kold i de afgørende situationer end Nielsens tidligere modstadere. Kampen endte 3/2 til englænderen efter 70 minutter. Graham udtalte efterfølgende: “Jeg er rigtig glad for at vinde. Jeg tog mit spil til nye højder i dag. Jeg spillede mere struktureret og meget mere præcist.” I finalen stod Graham over for engelske Charles Sharpes, som må siges at have fået valuta for pengene med mere end 250 minutters spil inden finalen.

Nielsen kan dog rejse hjem til Danmark med tankerne rettet imod endnu en stor opgave, da det danske landshold drager med Tyskland om 7 dage. Turen går denne gang til Paderborn, hvor danskerne skal spille VM for hold.