Squash Online

Et stille transfervindue nærmer sig sin lukning

August 12, 2011Tobias Pørtner

Knap 14 dage inden at transfervinduet lukker i for denne gang, kan man konstatere en rekordlav aktivitet i forbindelse med klubskifte i den danske elitedivision. Indtil videre har mindre end en håndfuld af landets spillere i den bedste række valgt at skifte klub.

I elitedivisionen for kvinder har kun Odense SC rørt på sig, men fynboerne har så til gengæld også hentet to markante spillere til klubben. Mest bemærkelsesværdigt er det, at klubben har hentet en af sidste sæsons allerstærkeste spillere i rækken, Dagmar Feddern, der havde været et sikkert kort på det danske kvindelandshold til EM sidste år - hvis holdet altså var blevet sendt af sted.

Hun fuldender OSCs elitehold og løser deres tilbagevendende problem med at finde en tredje konkurrencedygtig kvinde til holdet, da hun sandsynligvis glider ind som 2. single på holdet under Line Hansen og bliver forenet med sin søster Marie-Louise Feddern, der i fremtiden vil figurere som 3’er.

Netop Dagmars skifte fra Team Aarhus og en længerevarende skade hos Ditte Nielsen betød, at fusionsklubben i Danmarks andenstørste by valgte at lukke elitedameholdet, og at unge Nanna Frederiksen, der for nogle måneder siden tog medalje til U19-DM, også skulle finde sig et nyt spillested. Hendes valg faldt ligeledes på OSC, og selvom hun ikke umiddelbart ligner en spiller, der vil få en fast plads på eliteholdet, så er hun uden tvivl et fremtidens kort for den tidligere mesterklub.

Mest bemærkelsesværdigt i forbindelse med klubskifte i damernes elitedivision er, udover Dagmars skifte, at Sally Skaarenborg har valgt at blive i Kolding, på trods af at holdet rykkede ud af landets bedste række. Hun har således fravalgt holdkampe mod de bedste danske kvinder, for i stedet at hjælpe holdet i 1. division og spille for herreholdet. Udover dette har økonomien sandsynligvis også spillet en stor rolle for det unge talent, der ville have haft yderst svært ved at skaffe sig en så lukrativ aftale, som den hun har i netop Kolding, hos en anden eliteklub i landet.

I elitedivisionen for herrer har der ligeledes været usædvanligt stille. Eneste skifte i toppen af elitedivisionen indtil videre er foretaget af Tobias Pørtner, der efter 4 år i Kolding KFUM Squash forlader klubben for at blive spillende træner for Team Aarhus. I hans nye klub bliver han en del af en satsning på de yngre talenter, hvor bl.a. Phillip Tran, Kasper Svith og Emil Grooss så småt skal gøres klar til elitedivisionssquash og have værdifuld erfaring.

Netop Tobias’ klubskifte fra Kolding sker dels på grund af, at også Kolding i fremtiden vil satse på egne talenter, hvilket betyder, at også Andy Lambert i den kommende sæson står uden klub. Hvor han skal spille i den kommende sæson, er så vidt vides endnu ikke afgjort, men et bud kunne være, at han som Tobias flyttede hjem til Aarhus, hvor han ligeledes er bosat og studerer.

En anden spiller, der kan være på vej til et skifte er Mads Korsbjerg, som har flyttet bopæl fra Aarhus til Odense. Hvor den tidligere danske mester skal spille vides pt. ikke, men rygterne sender ham til OSC, hvor han ville blive forenet med nogle af de gamle drenge i dansk squash som han i en årrække udgjorde eliten og landsholdet sammen med - Michael Hansen og Danny Knudsen.

Et stille transfervindue indtil videre, men med ca. 2 uger tilbage kan der stadig nå at ske ting og sager. Alt tyder dog på, at dette ikke sker, og sidste sommers store aktivitet ser således ud til at have resulteret i, at mange af landets elitespillere har fundet sig godt tilpas i deres nye klubber.

I de lavere divisioner har Åbyhøjs Simon Ploug, en tidligere markant spiller i denne klubs storhedstid for nogle år tilbage, valgt at skifte til Herning Squashklub i 2. division, hvor han bliver genforenet med Kasper Bodenhof.
Også Mike Off fra Birkerød har valgt at tage et skridt ned i rækkerne, da han skifter sidste års guldvindere, Birkerød, ud med sin tidligere klub Helsinge, hvor vejen til spilletid på 1. holdet sandsynligvis også er en smule kortere.

På rygtebasis har Danmarks 2. bedste squashspiller, Rasmus M. Nielsen været på vej væk fra OSC, men dette ser dette dog ikke ud til at blive en realitet.

Med mindre at en markant spiller som ovenstående i de sidste dage skifter klub, må dette transfervindue siges at være blevet lukket med et let vindpust.