Squash Online

Mikkel Pedersen skifter fra KSK til Birkerød

August 20, 2013Tobias Pørtner

Om få uger starter den nye sæson i Elitedivisionen, og lige som man troede at det sidste klubskifte havde fundet sted, faldt der i denne ugen lidt af en bombe: Mikkel Pedersen skifter fra København SK til Birkerød.

Mikkel Pedersen har tidligere spillet i bl.a. Odense SC og hans kommende klub Birkerød. Umiddelbart ligner det et glædeligt gensyn for Pedersen, der for et par sæsoner siden vandt guld sammen med netop Birkerød.

Jeg ser rigtig meget frem til gensynet med Birkerød, hvor jeg tidligere havde en rigtig god tid. Der er et fantastisk samvær i klubben, som jeg glæder mig til igen at blive en del af. Træningsmiljøet er i top, med en god kombination af unge og erfarne spillere.

***Mikkel Pedersen***

Mens Pedersens skifte giver Birkerød en helt unik mulighed for at stille med et slagkraftigt rent dansk hold bestående af Kristian Frost (der også netop er skiftet fra KSK til Birkerød), Morten W. Sørensen, Mikkel Pedersen og Christian Steffensen, sætter det derimod KSK i en noget mere udfordrende situation, da traditionsklubben dermed har sagt farvel til sine to mest bærende kræfter fra sidste sæson.

Hvordan KSK har tænkt sig at gribe den kommende sæson an vides endnu ikke, men SQO.dk vil følge op på dette.



Squash Online © 2025