April 06, 2015 — Rasmus Jessen
Sæsonen er så småt ved at gå på held, og årets største squashevent banker på døren. Medaljeslutspillet som vi alle har ventet på, løber af staben den kommende weekend, d. 10-11. april i Birkerød Squash Klub.
Vi vil i ugens løb her på SQO.dk berige vores kære læsere med lidt forskellige godbidder, interviews, optakter og blandet lir, så vi alle kan komme i slutspilsstemning.
Hvem er med? Grundspillet blev for nyligt færdigspillet og der blev fundet de fire bedste herre- og damehold, som skal kæmpe om medaljerne. Hos herrerne blev spændingen næsten ulidelig, men til sidst blev det Skovbakkens unge herrer, som måtte bide i det sure æble, da de missede slutspillet med ét point. Racketlon Danmark kunne aldrig lugte slutspilspladsen, men som den nye og uerfarne dreng i klassen, undrer det heller ikke nogen. Hvad angår damerne, så er der kun fem hold i elitedivisionen, og her kom Odense SMKs damer heller aldrig tæt på en plads.
De deltagende er således:
Herrer: Birkerød - Herlev - City Squash - Kolding
Damer: Birkerød - Herlev - Kolding - Sport92
Birkerød har valgt semifinalemodstandere Traditionen tro er det vinderne af grundspillet, som må vælge modstander i semifinalen. Der kan vælges mellem de to hold der endte på en tredje- og fjerdeplads. Birkerød var suveræne og vandt grundspillet både på herre- og damesiden, og de har hermed valgt disse modstandere:
Herrer: Birkerød vs. City Squash og Herlev vs. Kolding
Damer: Birkerød vs. Herlev og Sport 92 vs. Kolding
De forgange mestre Birkerød vandt sidste år, og faktisk også forrige år, på både herre- og damesiden. Vi skal faktisk kigge helt tilbage til sæsonen 2011/2012, for at se en anden vinder end Birkerød. Odense Squash Club tog dobbelt guld det år, men allerede året efter, måtte spillerne søge til nye græsmarker, da holdet gik i opløsning.
City Squash er et helt nyt hold, og derfor er det også deres første optræden i et slutspil. Herlev har derimod ‘altid’ været med gennem flere generationsskifte. Sidst de vandt guld er helt tilbage i 2006, dengang kønsopdelingen ikke fandtes, men sidenhen har de erhvervet sig flere sølvmedaljer. Kolding har efterhånden været med i en del år, men de har endnu ikke vundet guld.
Alle er velkomne Selvom den squashmæssige kvalitet ved de danske holdmesterskaber er utrolig høj, så er arrangement gratis for alle, der har lyst til at komme og se med.
Vi ses på topstykket 28 i Birkerød på fredag!