November 03, 2013 — Kristian Frost
VM i Manchester nåede her til aften sin afslutning. Kulissen i Manchester var enestående. Der var uden tvivl blevet lagt en masse hårdt arbejde i at vise sporten fra dens bedste side. Banen og omgivelserne var helt unikke. Det var de helt rigtige rammer for en VM-finale.
Nick Matthew og Greg Gaultier stod endnu en gang ansigt til ansigt. Deres forrige møde blev det til en ordentlig lussing til englænderen, da han tabte 3-0 ved US Open i oktober måned. Gaultier gjorde i den forbindelse opmærksom på at han selv allerede havde spillet fem turneringer, mens Matthew endnu ikke havde optrådt på PSA-touren i denne sæson. Kulissen var derfor skabt og nu var det blot op til de to kamphaner til at skabe en uforglemmelig kamp for de mange tilskuere som var mødt op, og ikke mindst de mange tusinde der så med hjemmefra.
Matthew kom bedst fra start. Han styrede spillet flot og var hele tiden et skridt foran franskmanden. Alligevel lykkedes det Gaultier at genvinde kontrollen og bringe sig foran i første sæt. Ved 7-4 Gaultier virkede det som at momentum pludselig lå hos englænderen selvom det havde været Gaultier der havde dikteret spillet de forrige 4-5 dueller. Matthew lukkede hullet og virkede pludselig ovenpå. Han tog første sæt 11-9 efter 26 minutters hårdt spil.
Efter første sæt var der sikkert mange der tænkte: Kan Gaultier virkelig vende det her? Franskmanden har tidligere i sin flotte karirrer udvist store mentale udsving, men han har været igennem noget af en forvandling de sidste 6 måneder - og starten af andet sæt skulle hurtigt vise om han rent faktisk kunne modstå det store mentale pres.
Gaultier kom godt fra start og sikrede sig en 3-points føring og det lignede at han ville løbe med sættet. Matthew hang dog i selvom han til tider blev udspillet. Englænderen formåede til sidst at ødelægge Gaultiers føring og igen var sættet helt lige. To dumme fejl fra franskmanden og Matthew havde pludselig to sætbolde. Første blev misset, men englænderen nappede den anden og var nu foran 2-0 i sæt.
På nuværende tidspunkt lignede det en umulig opgave for Gaultier. Bagud 0-2 i sæt og fysisk virkede han til at være godt ristet. Han kæmpede dog alligevel videre selvom Matthew hurtigt bragte sig foran i tredje sæt. Matthew nærmede sig målstregen, men Gaultier hang i. Gaultier reddede en matchbold ved 10-9 og franskmanden løb afsted med sættet i en lang tiebreak, hvilket var noget af en overraskelse grundet hans tydelige fysiske problemer. Momentum var nu hos Gaultier og efter noget af en jubelscene efter det lange tredje sæt virkede kampen en smule åben.
Gaultier kom flyvende i fjerde sæt. Matthew virkede en smule modløs og lavede mange uprovokerede fejl, hvilket han hidtil i kampen ikke havde gjort. Kunne Gaultier vende det hele på hovedet og endelig få en VM-titel? Fjerde sæt gik hurtigt til franskmanden og det hele skulle afgøres i et femte og afgørende.
Stemningen var helt i top og da spillerne trådte på banen kunne man sagtens fornemme hvor meget det betyder for både Matthew og Gaultier. Greg lignede en vinder og det samme gjorde Matthew, men allerede efter 3 bolde gik luften ud af ballonen for franskmanden. Gaultier kunne ikke længere holde det ekstremt høje pres. Det var nu Matthew der var hurtig på alle bolde og dikterede spillet. Der gik ikke længe før det var tydeligt for alle: Greg var færdig. Det var et spørgsmål om formalia før Matthew for tredje gang kunne løfte trofæet. 5 minutter senere kunne Matthew kaste sig om på gulvet. Han var verdens bedste spillere for tredje gang i sin karriere.
Det er nemt at sidde ude foran banen eller bagskærmen og analysere på hvad Gaultier gjorde galt. Det er fjerde gang han står i en finale og har endnu ikke vundet. VM er bare noget helt specielt og det kom til udtryk i dag. Stor respekt for Matthew som udviste en mental styrke og taktisk overblik. Han fortjener at kunne kalde sig for verdens bedste for tredje gang.