July 31, 2012 — Tobias Pørtner
For første gang i over et år kunne Line Hansen juble over en turneringssejr, da hun strøg til tops ved NSW Open i australske Sydney. Hele fem kampe skulle det danske squash-es, der for få måneder siden hev teltpælene op og flyttede til Holland, vinde for at gå hele vejen.
I de første tre runder vandt Hansen med 3-0 uden at møde nogen nævneværdig
modstand, men i både semifinalen og finalen fik fynboen lov at arbejde for
sagen.
I semifinalen mødte Hansen brasilienske Thaisa Serafani, der på
verdensrangslisten er placeret et stykke under danskeren som verdens nr. 67. Til
sammenligning frister Hansen pt. en tilværelse som nr. 26, og efter et tæt 1.
sæt som Serafani sikrede sig i tiebreak, kørte Hansen sikkert finalepladsen
hjem med 11-3, 11-3, 11-5, 11-8.
Finalen blev et tæt opgør mod den 21-årige New Zealænder Amanda Landers-Murphy (WSA-rangering 49). Igen skulle der fire sæt til inden kampen var afgjort, og dansk tiebreak-sejr i 1. og 4. sæt vidner om en særdeles tæt kamp, hvor Lines rutine måske blev den afgørende faktor. Sejrcifrene kom til at lyde på 12-10, 8-11, 11-4, 12-10 og dermed var den samlede sejr i hus for en lettet og glad Hansen.
Om finalen og turneringssejren fortalte Line efterfølgende:
Finalen søndag skulle jeg møde Amanda Murphy fra New Zealand - en ung god kivi, som jeg tror vi kommer til at se meget mere til i fremtiden.
En rigtig god kamp, hvor jeg syntes vi begge spillede godt. Vi havde mange lange velspillede dueller. Hun er specielt god over midten af banen, så skulle virkelig passe på ikke at åbne banen for meget. Så prøvede at at spille lige meget af tiden, for at få hende til at åbne banen, så jeg kunne tage initiativet til at gå kort. Forskellen i kampen var nok at jeg holdte hovedet koldt i de vigtige dueller.
Min sidste turneringssejr var i april sidste år, så på tide at jeg vandt en igen:) Nu går turen videre til Melbourne, hvor næste turnering starter på fredag.
Line Hansen