September 10, 2013 — Kristian Frost
Denne leder er skrevet af Kristian Frost og er udtryk for hans personlige holdning og oplevelse af forløbet omkring squashs nederlag i forhold til at blive optaget som en olympisk sportsgren.
Kampagnen startede for 10 år siden. Adskillige forbund, klubber, hold, enkeltpersoner samt World Squash Federation (WSF) har siden 2003 kæmpet for, at squash skulle blive en olympisk disciplin. Sporten formåede endda at opnå flest stemmer ved en afstmening i 2005, men grundet en teknikalitet blev sporten alligevel ikke inkluderet i det olympiske program. Stemmeprocessen blev efterfølgende ændret, men squash var igen tilbage på den såkaldte “shortlist” i 2009. Her lykkedes det desværre heller ikke, da rugby 7 og golf her blev stemt ind.
Hvad er der sket siden afstemningen i 2009?
Formanden for WSF, N. Ramanchandran, lagde i sin præsentation ved konference i Buenos Aires stor vægt på at man havde lært af sine fejl. Vi havde lyttet og forstået. WSF ansatte derfor det samme hold som udarbejdede kampagnen bag golf i 2009. Dette var uden tvivl en rigtig beslutning, og squash offentliggjorde i tiden op til afstemningen to promovidoer, som sporten skulle bruge i kampagnen frem mod og under mødet i Buenos Aires. Derudover benyttede både WSF, PSA og WSA sociale medier for at sprede budskabet om kampagnen “Back the Bid 2020”. Squash ændrede deres tilgang til hele processen. Sporten udarbejdede kvalitetsmateriale og levede op til alle de “officielle” krav, IOC-komiteen havde fremsat.
Buenos Aires - øjeblikket der kunne ændre sporten for altid
Man kan ikke være andet end stolt over, hvad squash præsenterede. Ramy Ashour og Sarah Fitzgerald leverede begge flotte taler og repræsenterede squash på en værdig måde. De lagde vægt på, hvilke værdier squash indeholder, og hvorfor squash burde være en del af det olympiske program. Softball/baseball var meget emotionelle omkring deres præsentation. Formanden kneb sågar en tåre under sin tale. Brydning lagde ligeledes vægt på det følelsesmæssige aspekt, men ligeledes på at brydning førhen havde været olympisk. Det var mildest talt ikke en særligt inspirerende præsentation, men IOC medlemmerne valgte dette til trods at indlemme brydning til olympiaden i
Hvad gjorde vi galt?
Vi havde udarbejdet og ført en fremragende kampagne. Sporten var og er klar til at blive olympisk, men alligevel mislykkedes vores tredje forsøg. Det er svært at pege på deciderede fejl i forbindelse med kampagnen, men det er vigtigt at påpege at squashs chance for at blive optaget som olympisk disciplin blev stærkt reduceret, da IOC pludselig valgte at pille brydning af programmet. Vi gik fra at være favorit til at være underdog. Under mødet i Buenos Aires lagde softball/baseball vægt på følelserne i deres kampagne. Squash lagde derimod vægt på innovation og fornyelse. Brydning lagde vægt på traditionen forbundet med OL, hvilket måske var den afgørende faktor. Under spørgsmålsrunden udtrykte flere IOC-medlemmer, at brydning nærmest var OL, og hvordan brydning havde ført dem igennem livet. Softball/baseball og squash havde ikke en chance. Brydning fik 49 stemmer, baseball/softball 24 og squash endte på en sidsteplads med 22 stemmer. Ud fra IOC-medlemmernes kommentarer forud for afstemningen og den generelle holdning fra IOC virker det umiddelbart som en politisk beslutning, da brydning ikke lever op til de “officielle” udmeldelser fra IOC. På trods af tilfælde af korruption og matchfixing blev brydning igen en del af det olympiske program. Formanden for brydeforbundet udtalte: “Vi har lært af vores fejl. De kommer ikke til at ske igen. Vi har endda ændret konkurrencereglerne, så vi er sikre på, at vi ikke havner i samme situation som tidligere”.
Kritikpunkter
Det var yderst kritisabelt, at ingen IOC-medlemmer stillede kritiske spørgsmåls i forhold til brydnings historie angående korruption og matchfixing. Der blev faktisk kun stillet ét og det var mildest talt en smule tyndt. Formanden for brydning svarede blot, at forbundet havde gjort meget for at forhindre, at sporten kommer til at stå i samme situation igen. Det eneste, de rent faktisk havde gjort, var at give et ekstra point for aggressive takedowns, hvilket må siges at være en regelændring. Hvordan vil de i fremtiden undgå, at dommere og kæmpere ikke bliver betalt under bordet?
Derudover skulle der vælges en ny sport til legene i Toyko, men det skete jo ikke. Hvordan kan IOC komme uden om at vælge squash når både softball/baseball og brydning begge enten er på programmet eller har været? Formanden for DSqF, Tom Kjærbye Larsen, skriver på www.dsqf.dk, at ”[d]et er for mig et tydeligt signal om, at der ikke har været anvendt sportslige kriterier ved afgørelsen - snarere sentimentalitet og nostalgi. Der er da ingen tvivl om, at brydning helt fra oldtiden har været en af de grundlæggende idrætsgrene i det olympiske program og vel også har været medvirkende til, at De Olympiske Lege blev genfødt i slutningen af 1800-tallet”.
Hvad skal vi så nu?
Squashsporten er kommet langt og har været igennem en enorm udvikling. Som sportsgren har vi haft stor gavn af den olympiske kampagne, selvom sporten ikke blev olympisk. Vi står stærkere end nogensinde, og der er ikke andet for end blot at fortsætte det store arbejde. Vi er alle skuffede. Vi håbede. Vi gjorde vores bedste. Det var ikke nok i denne omgang. Vi skal videre herfra, olympisk eller ej.