Squash Online

Lavt tin er kommet for at blive

March 01, 2016Kristian Frost

Den internationale tour har indtil sidste år bestået af to separate organisationer. På den ene side PSA (Professional Squash Association) og på den anden side WSA (Women’s Squash Association). Sidste år smeltede de så sammen og blev til et samlet PSA.

Uligheder mellem dame- og herresquash har været debatteret i adskillige år og kampen for ligestilling på den internationale tour er for alvor blevet intensiveret. Vi har tidligere her på SQO.dk skrevet om nogle af udfordringerne, hvor vi blandt andet linkede til Sexism in Sport and the rise of Equal Prize Money. Historien er dog senere hen blevet fjernet, men kommentarene er stadig tilgængelige.

Squash har udviklet sig enormt over de sidste 10 år. For at sikre uligheden mellem damerne og herrerne mindskes, eksperimenterede PSA sidste år med lavt tin for damerne. Dette skete under Shanghai Open, hvor PSA valgte at teste 17” tin hos damerne. På herresiden har tinnet målt 17” i mange år efterhånden, mens den traditionelle højde, 19”, har været standarden for damerne. PSA gjorde status på turneringen i Shanghai og konkluderede at forsøget havde været en succes. Efterfølgende blev Tournament of Champions også spillet på 17” - og endnu en gang var forsøget en succes. På nuværende tidspunkt spilles Windy City Open, hvor tinnet ligeledes at 17”.

PSA har primært modtaget positive tilbagemeldinger, hvilket har resulteret i at alle turneringer over $15K fremadrettet SKAL spilles på lavt tin. Det er et kæmpe skridt for damensquashen, men hvilken betydning har det haft og hvordan bliver det fremadrettet? Vi følger op senere på ugen, hvor vi sammen med Line Hansen gør status på den nye regelændring.