January 15, 2012 — Kristian Frost
Kampen mellem Kolding KFUM og København SK var på forhånd ikke spået til at blive den mest dramatiske kamp i mands minde. SQO.dk havde forudset en uafgjort 4-4, men københavnerne ville det anderledes.
Kort inden kampstart meddelte Andy Lambert, at han ikke havde mulighed for at stille op på grund af sygdom. Dette medførte at Martin Laursen blev rykket op som 2. single, og at der blev plads til Christian Jæger som sidste mand. Efter første kryds var stillingen 2-2, hvor alle kampene endte 3/0.
Andet kryds blev derimod meget mere spændende. Kashif Shuja, som har
repræsenteret KSK i en længere årrække, var igen tilbage på holdet. Han
skulle arbejde utroligt hårdt i kampen mod Francesco Busi. Shuja kom bagud
0/1, men udlignede hurtigt til 1/1 og endnu hurtigere til 2/1. Rutinerede Busi
virkede umiddelbart meget mærket af tempoet, men han formåede alligevel at
vende kampen og presse den lige så rutinerede Shuja ud i fem sæt. Dér viste
Shuja endnu en gang, at den rutine og ro, han besidder, betyder så utroligt
meget i sporten. Han vandt kampen 3/2.
Efterfølgende var det Christian Jæger der endnu en gang skulle prøve at
hive en sejr hjem til jyderne. Jæger kom dog utroligt dårligt fra start og
måtte se Nicklas Dissing løbe af sted med de to første sæt. Jæger fik
på mirakuløs vis vendt kampen og pressede den unge københavner ud i fem sæt.
Dér viste Dissing en smule mere gå-på-mod og vilje, hvilket gjorde udfaldet,
og københavneren kunne ånde lettet op og tage en 3/2-sejr med hjem i bagagen.
Kampen endte 5-3 til KSK, hvilket må siges at være en overraskelse. Det skal dog påpeges, at med Lambert på holdet ville resultatet højst sandsynligt være endt 4-4 - eller måske endda 5-3 til jyderne, hvis marginalerne havde været med Kolding.