April 04, 2011 — Martin Laursen
Sport 92 Squash lagde i weekenden baner til årets junior DM. Intet mindre end 224 ledere og spillere mødte op fredag aften for at påbegynde årets mest prestigefulde danske juniorturnering og jagten på medaljerne.
I PU11 vandt Sofie Drejergaard Larsen fra Kolding overlegent finalen mod Signe Skelkjær fra Struer. Laura Lauridsen fra Thy, måske et kommende talent, efternavnet taget i betragtning, tog sig af 3.-pladsen i den yngste pigerække
I DU13 vandt storfavoritten Daniel Grobler fra Sport 92 mod Tobias Fritz Weel fra Skovbakken. 3.-pladsen gik til Marius Hyldahl fra Skovbakken.
I PU13 blev det som ventet en finale mellem stortalenterne Caroline Christiansen, Birkerød, og Sarah Lauridsen, Thy, som ved DM vendte tilbage til deres oprindelige række. Sarah vandt det første sæt med 11-9, men derefter lykkedes det Caroline at vende kampen til sin fordel, og hun tog de næste 3 sæt uden for alvor at være i problemer. 3.-pladsen gik til Elisabeth Zornig fra Struer.
I DU13 gik Magnus Laursen, Åbyhøj, og Rasmus Gyde, Herlev, nemt i finalen. De to drenge har udkæmpet de sidste 8 finaler i selvsamme række. Magnus fortsatte sin gode stime og revancherede sit smertefulde nederlag ved sidste års DM på Rasmus’ hjemmebane. Det blev til en komfortabel 3-0 sejr til åbyhøj-spilleren. Jacob Jensen fra Struer blev nr. 3.
I PU15 satte Mathilde Lauridsen fra Thy prikken over i’et, da hun sikrede sig DM i en sæson, hvor hun har været altdominerende, når hun har stillet op i sin aldersmæssige korrekte række. Hun er nu oppe på 20 vundne danske turneringer. Christine Christoffersen fra Herlev tog 2.-pladsen og overlod 3.-pladsen til Nanna Jæger fra Kolding.
I DU15 spillede Casper Kloster fra KSK og Jens Christian Wegeberg fra Silkeborg en yderst spændende finale. Kloster spillede noget af sit bedste squash og formåede at bringe sig foran 2-1 i sæt og havde 6 matchbolde i 4. sæt. Wegeberg blev dog blot endnu mere aggressiv i sit spil og udlignede ved hjælp af fantastisk angrebssquash og nogle fejl fra Kloster til 2-2 i sæt. I
I PU17 leverede Sabrina Skaaning Larsen fra Herlev en overraskelse, da hun slog Koldings 1.-seedede Line Falsig Berthou ud i semifinalen. Hun gik derefter hen og vandt finalen i 3 sæt over klubkammeraten Maria Frandsen, mens Line måtte tage til takke med 3.-pladsen efter en 5-sæts-sejr over Maria Korsgaard fra Sport 92.
I DU17 var det Marcus Pedersbæk fra Sport 92, der leverede overraskelsen. Han slog 3.-4.-seedede Christian Steffensen fra Birkerød ud allerede i kvartfinalen og efter at have været nede med matchbolde i 4. sæt. Det blev dog Thomas Laursen fra Kolding og Emil Grooss Jeppesen fra Åbyhøj, der som forventet skulle spille finalen i den næstældste drengerække. Thomas viste et teknisk meget højt niveau og vandt kampen i 3 sæt. 3.-pladsen gik til Marcus efter en sejr over Emil Vogt fra Birkerød.
I PU19 vandt tilbagevendte Millie Søndergaard Jensen fra Sport 92 alle sine puljekampe og sikrede sig derved titlen. Hendes klubkammerat, som hun slog 3-2 i sæt, Amalie Bornæs blev nr. 2, idet hun for første gang denne sæson slog Nanna Frederiksen fra Åbyhøj, som denne gang måtte nøjes med 3.-pladsen.
I DU19 spillede Christian Jæger fra Kolding, Martin Laursen fra Kolding og Kasper Svith fra Åbyhøj sig som ventet i finalepuljen, hvor alle kampene skulle spilles søndag. Kasper leverede et af sine bedste resultater i juniorsammenhæng denne sæson, da han slog Martin 3-1 i sæt i den første puljekamp. Kasper viste rigtig flot spil og sikrede sig DM, da han få timer efter slog Christian 3-1. Det blev derfor op til de to klubkammerater om at fordele 2.- og 3.-pladsen. Denne kamp vandt Martin 3-0.
Nu hvor medaljerne er fordelt, er der pause for de fleste juniorer helt frem til efter sommerferien. U15 og U17 landsholdene skal dog til EM i maj måned og forsvare de danske farver.