September 11, 2015 — Kasper Pedersen
I dag er dagen kommet, hvor Junior-Squashdanmark endelig skal starte sæsonen. Det bliver desværre på en lidt ærgerlig måde, da der kun er 56 spillere stillende til start ved første JGP i Birkerød. Dette er en kedelig tendens, som vi har set de senere år, og som desværre er fortsat ind i den nye sæson. Vi må håbe, at det er i sæsonen 2015/2016, at vi endelig får bugt med problemerne.
I DU19 bliver der, trods det generelle lave deltagerantal, smæk for skillingen. Alle favoritterne stiller til start og langt de fleste outsidere har også meldt deres ankomst. Derudover har pigerne i PU19, Sarah Lauridsen og Caroline Lyng, også fået lov at deltage i drengerækken. Dette vil helt sikkert give noget jævnbyrdige kæmpe, da pigerne sagtens kan være med.
SQO.dk har udvalgt 3 førsterundekampe, som kan gå hen og blive spændende.
Først og fremmest har Sarah og Caroline trukket hinanden. Det evige drama udspilles sandsynligvis endnu engang i Birkerød, hvor Caroline faktisk har hjemmebane. Dette forhold forventes dog ikke at have den store indflydelse på kampen. Derimod bliver spillernes kampform alfa omega i denne kamp. Hvis Sarah formår at holde hendes tunge tryk på bolden, så vil Caroline få det svært, men hvis Caroline derimod formår at komme forrest på banen vha. hendes hurtighed, så vil Sarah måske ikke få så meget at skulle have sagt. Generelt, så bliver det helt sikkert en spændende kamp, som nemt kan gå begge veje.
Dernæst skal Simon Skelkjær møde Cornelius Feldt. Simon har virkelig oppet sit spil de sidste par sæsoner, mens Cornelius tidligere har været med helt fremme, men har holdt en lille pause fra turneringssquashen. Det bliver spændende at se det interne styrkeforhold mellem disse spillere. Simon har tidligere slået Cornelius, dog har Cornelius flest sejre i de indbyrdes opgør. SQO.dk spår alligevel en sejr til Simon i en tæt kamp, men også i denne kamp kan alt ske.
Sidst skal de to U-17 landsholdsaktuelle spillere, Julius Fuglsang og Mikkel Kønigsfeldt, mødes allerede i første runde. De har tidligere spillet drabelige kampe, hvor spillerene er skiftedes til at trække sig sejrigt ud af kampen. Ligesom Sarah og Caroline bliver dagsformen utrolig vigtig i denne kamp. Hvis Mikkel får trykket Julius så hårdt, som han gerne vil, så kan Julius få det svært, men hvis Julius derimod kommer foran på banen, og får mulighed for at vise hans eminente teknik, så vil Mikkel måske blive fanget nede bagved. Alt kan ske i denne kamp, og det er blot at læne sig tilbage og nyde en god kamp.
Kvartfinalerne ser rimelig overkommelige ud for de 4 favoritter, Magnus
Laursen, Casper Kloster, Theis Houlberg og Jacob Søndergård.
Magnus er dog 5/8 seedet, mens Kasper Pedersen har sneget sig til en
seedning i top 4. Dog har Magnus været meget heldig at trække Kasper frem for
de andre. Kasper forventes ikke, at have de store chancer i sin kamp mod Magnus.
I semifinalen møder Magnus Casper og Theis møder Jacob. Begge kampe ser ud til at have en klar favorit, og det er nok kun kampen mellem Magnus og Casper, der kan trække ud.
Magnus har dog slået Casper klart ved de sidste par møder, og forventes også at være favorit her, men måske Casper kan overraske?
Theis forventes at køre på cruise control til finalen, og giver sandsynligvis ikke Jacob en chance. Theis forventes at vinde 3-0.
I DU15 har pigerne også fået lov at deltage, i form af Klara Møller og Sabine Petersen. Desuden er 2 ud af 3 favoritter stillende til start, Tobias Weel og Marcus Jepsen. Netop disse 4 spillere forventes at tage sig af de 4 øverste placeringer, da alle spiller i én pulje.
Hvordan det skal fordeles bliver utrolig spændende, men det er helt sikkert, at pigerne absolut ikke er uden chance i denne pulje. De er begge piger med god fysik, som bliver vigtig i deres kampe mod drengene, og måske også det kan være svært mentalt for drengene, at komme bagud til en pige?
Det hele bliver meget spændende. SQO.dk spår dog en førsteplads til Tobias Weel, hvorefter de 3 sidste placeringer bliver afgjort på dagsformen.
En outsider til en plads i top 4 er hjemmebanespilleren, Elias Coyle. Elias kan, hvis han spiller en god turnering, måske blande sig med top 4 spillerne, men det bliver svært for ham.
I PU15 er der 6 piger stillende til start. Laura Lauridsen er den altoverskyggende favorit, og meget skal gå galt, hvis hun ikke skal tage førstepladsen. Hendes evige rival, Signe Skelkjær, har dog før spændt ben for Lauras succes, men det er ved at være længe siden, hun har gjort det sidst. Det bliver spændende at starte sæsonen med at se deres indbyrdes styrkeforhold. Laura Schjøtt fra Gram er klar favorit til 3. pladsen.
DU13 har hele 10 spillere stillende til start, hvilket er flot af den unge række. De helt klare favoritter i rækken er William Tranholm og Joakim Jepsen. Da disse er 1. og 2. seedet, er de selvfølgelig i hver deres pulje og mødes efter alt sandsynlighed i finalen. Hvem der er stærkest her i starten af sæsonen, er umuligt at sige nu, men helt sikkert er, at det bliver en utrolig spændende kamp.
Mads Pedersen og Jonas Korsgaard skal sandsynligvis kæmpe om den nederste podieplacering.
DU11 har faktisk også et nogenlunde deltagerantal, taget i betragtning af at de er så unge. Den helt klare favorit i rækken er Malthe Laursen. Meget skal gå galt, hvis ikke Malthe skal trække sig sejrigt ud af turneringen. Som bejlere til 2. og 3. pladsen er Lucas Andersen og Marcus Holm. De gjorde det begge rigtig godt i sidste sæson, og det bliver meget spænende at se deres niveau i den nye sæson. Måske der ligger en overraskelse og lurer rundt om hjørnet, i forhold til Malthe? Det bliver spændende at se de unge drenge kæmpe om sejren.
Så hvis man er til top juniorsquash, så skal man slå et smut forbi Topstykket i Birkerød fredag eller lørdag. Der vil blive garanteret fight og gode kampe.