Squash Online

Junior DM 2016 i Herlev afviklet her i weekenden - Magnus og Sarah nu oppe på hele 6 DM titler

May 30, 2016Mads Jepsen

Squash i Herlevs rammer med 10 baner, class court, Livescore og Live Youtube. Stor kulisse og den vigtigste begivenhed hos de hjemlige juniorer, DM i squash. Scenen var sat.

De nykårede mestre som blev annonceret på vores facebook side i går er:

DU11: Malthe Laursen (10) som vandt relativt sikkert i finalen mod Marcus Holm Nielsen (10). Dette var Malthes først DM titel.

PU13: Her vandt Laura Lauridsen (12) sit 3. DM. I finalen vandt hun i sikker stil over Signe Køpke.

DU13: absolut dagens mest nervepirrende kamp mellem Joakim Jepsen (11) og William Thranholm (12). Efter 5 tætte sæt tog William DM titlen (sin anden) med aller mindste mulige margin. En super flot kamp af de to rivaler, som begge ser skarpe ud før det kommende Danish Junior Open til efteråret.

DU15: her vandt Marcus Jepsen (13) sit 3. DM i træk over holdkammeraten Nicholas Bilcliff (14) i 4 tætte sæt. Kampen var præget af nervøsitet og da ingen af spillerne for alvor forcerede duellerne blev kampen meget lang og intens.

PU15: Sabine Petersen (14) vinder sit 5. DM i træk over sin evige rival Klara Møller (14), som slet ikke formåede at komme ind i kampen. Klara virkede påvirket af den skade som drillede hende under EM for hold tidligere på måneden i Belgien, og kunne ikke for alvor hente de korte bolde fremme i banen.

DU17: Her blev finalen aldrig spændende. Julius Fuglsang (16) vandt sikkert 3-0 over Sebastian Pedersen (16), som ellers havde slået Julius dagen forinden. Julius er nu oppe på 2 mesterskaber.

PU17: Kun to spillere i denne række udstillede problemet med bredden i dansk squash og det var lidt tyndt. Sofie Drejergaard vandt en kamp og kunne derefter kalde sig DM mester.

DU19 og PU19 her vandt både Magnus Laursen og Sarah Lauridsen deres 6. DM. De har begge 1 DM foran sig endnu og kommer sandsynligvis op på 7 titler og dermed tangerer de Mathilde Lauridsens rekord. Den ser dog ud til at kunne blive truet af enten Sabine Petersen, Laura Lauridsen, Marcus Jepsen eller måske Joakim Jepsen hvis man kigger på nuværende niveau og fødselsdage på de bedste spillere i rækkerne.

De fleste juniorer kan nu holde en velfortjent ferie. Der ventes dog en håndfuld deltagere til Pioneer og Dutch i juli.