August 16, 2011 — Tobias Pørtner
Har du hørt navnet Jesper Ratzer før? Umiddelbart er det ikke et navn der klinger familiært i toppen af de danske squashkredse, men den 29-årige læge fra København er et af Danmarks nye stjerneskud inden for sportverdenen. Det er dog ikke kun squash som Jesper er ved at gøre sig til mester inden for - det udgør faktisk kun 25 % af hans ekspertise, da Jesper udover netop squashen samtidig skal mestre tre andre ketchersporte; badminton, tennis og bordtennis.
Som den skarpsindige læser måske har gættet er Jesper Ratzer
racketlon-udøver - en sport hvor man dyster i de fire ovennævnte
ketchersporte. I en racketlon-kamp spiller man ét sæt til 21 i hver disciplin.
Sættene spilles med PAR-score, hvor spillerne skiftes til at serve to gange.
Vinderen af en racketlon-kamp er kort og godt den der efter dysten i de fire
discipliner samlet set har skrabet flest point sammen.
I Danmark er racketlon endnu ikke så stort som i mange andre lande, men sporten
er inde i en rivende udvikling og hvert år afholdes der på europæisk grund en
række store turneringer, der indgår i den såkaldte World Tour.
Badminton er min force Oprindeligt er Jesper født og opvokset på Bornholm, men har i de sidste mange år boet i landets hovedstad. Her har han færdiggjort en uddannelse som læge, som han afsluttede for to år siden. Karrieremæssigt er den alsidige sportsmand i gang med at specialisere sig inden for neurologien (hjerne og nervesygdomme) og arbejder på nuværende tidspunkt på Glostrup hospital.
Ratzers helt store force i racketlon er hans evner i badminton:
“Jeg startede med at spille badminton som 4-årig, og har siden brugt utrolig
mange timer i danske badmintonhaller. Som 16-årig flyttede jeg til Assens på
Fyn, og gik på Danish Badminton College, hvor man kombinerer HHX med daglig
badminton-træning”, fortæller Jesper og fortsætter: “I København har jeg
spillet divisionsfjer i en lang årrække for KBK, Lyngby og senest Skovshoved,
hvor jeg som mit bedste har spillet 1. division. I racketlonregi er badminton
min klart bedste disciplin. Udover badminton har jeg så længe jeg kan huske
spillet tennis. Min far er tennistræner og har trænet mig hele min ungdom”.
At være god til en eller to discipliner rækker dog ikke langt i racketlon, hvilket Jesper også måtte sande, da han deltog i sin første internationale i turnering i Wien. Her blev han banket ud allerede i første runde af B-rækken af en hollænder. “Det gik op for mig at det på ingen måde var nok bare at være god i to discipliner, og at det var ekstremt vigtigt at være i stand til at lave “damage control” i ens svage discipliner”.
Så snart Jesper var landet i det danske igen, gik han direkte ned og meldte sig
ind i bordtennisklub og en squashklub og har nu været medlem af disse i lidt
over et år. Her stiftede Jesper også for alvor bekendtskab med hvad en af de
virkelig store udfordringer i racketlon: “Bordtennistræningen har været rigtig
udfordrende, og det er rigtig svært som 29-årig at skulle lære en helt ny
sport fra bunden, samt fralægge sig de ‘dårlige vaner’ fra de andre
sportsgrene. Specielt det at lære at serve med skru, og måske endda endnu mere
det at skulle lære at returnere skru, har været en kamp i sig selv”,
fortæller han begejstret.
Squashen har Jesper qua sine evner inden for badminton og tennis haft en del
nemmere ved at tillære sig, og efter blot nogle måneders træning begyndte han
allerede at besejre nogle af 1. divisionsspillerne i hans klub Herlev/Hjorten.
Racketlon er min sport
Siden det bitre, men lærerige nederlag til hollænderen, er det dog kun gået
fremad for danskeren, der allerede i sin anden turnering, Swedish Open, sikrede
sig et wildcard til A-række ved at gå hele vejen og vinde B-rækken. Nu er han
en fast bestanddel af netop A-rækken, hvor han flere gange har været snublende
nær en turneringssejr.
Om selve sporten fortæller Jesper med stor glød: “Racketlon er helt vildt
sjovt. Kampene er intense og fyldt med nerve. Hvert point tæller, og man ved
aldrig om man i næste disciplin er favorit eller skal have gang i damage
controllen”.
“Da jeg ved et tilfælde hørte om Racketlon, tænkte jeg med det samme at det
var min sport. Jeg fandt de bedste spillere på youtube, og tjekkede dem ud. Jeg
havde på det tidspunkt aldrig spillet bordtennis andet end som barn hjemme i
haven, og squash var kun på hyggeplan med en kammerat. På trods af dette
forestillede jeg mig at jeg allerede på det tidspunkt kunne hamle op med de
allerbedste i verden”.
Helt så let var det som bekendt ikke, men mon ikke det er spørgsmål om tid,
før at Jesper kan stille sig op på sejrsskamlens øverste trin.
For kort tid siden var han således deltager ved German Open - hvordan det gik,
kan du læse mere om i løbet af de kommende dage.