Squash Online

Israelsk turneringssejr til Frost

February 23, 2014Tobias Pørtner

Kristian Frost sikrede sig igår hans 9. turneringssejr som PSA-spiller, da han i finalen ved Global Relocation Israel Open 2014 $5K, besejrede franske Christophe Andre i tre sæt.

Efter en periode med svingende resultater i form af gode sejre og ærgerlige nederlag, tog Kristian Frost i denne uge et lille skridt tilbage i turneringsstørrelse, da han som 1. seedet stillede op i Israel, til en såkaldt $5K-turnering - en turneringstørrelse som Frost tidligere har været yderst succesfuld ved.

Efter sikkert at have vundet sine to første kampe over hhv. Rui Soares og Ollie Holland, stod danskeren i semifinalen over for engelske Tom Ford, der var 4. seedet i turneringen. Og Ford skulle vise sig at være en yderst kapabel modstander til Frost, der pt. rangerer som nr. 57 i verden. Efter et tæt 1. sæt, hvor spillerne fulgtes til 9-9, satte englænderen sig på begivenhederne, da han lukkede sættet til egen fordel og hurtigt spillede sig foran med 2-7 i 2. sæt. Frost, der som squashspiller mest af alt er kendt for sin enorme vilje og stærke fysik, kæmpede sig dog tilbage i det vitale 2. sæt og afværgede katastrofen. Efter hurtigt at have fået kontakt ved 7-7, lukkede Birkerød-spilleren sættet, og da nogenlunde samme scenarie udspillede sig i 3. sæt - Ford kom foran, men Frost kæmpede sig tilbage og tog sættet - var englænderen knækket. 4. sæt blev en formsag for Frost, der bookede en plads i finalen med cifrene 9-11, 11-8, 11-8, 11-3.

I finalen ventede overraskende Christophe Andre, der på sin vej til finalen havde besejret både 2. og 3. seedede i turneringen. Christophe Andre er ikke helt ukendt i det danske, da han bl.a. har gjort det onde ved Thomas Pilak i et tidligere møde. Det stod dog hurtigt klart, at Frost ville hævne sin danske kammerat. Spillerne fulgte i begyndelsen af alle sættene, men hver gang trak Frost fra mod slutningen via en markant mindre fejlmargin end sin franske modstander. Efter lidt over en times squash kunne Frost strække armene i vejret og fejre endnu en turneringssejr på PSA-touren via en 11-7, 11-5, 11-8 sejr.

Sejren i Israel var Frosts 9. turneringssejr på PSA-touren.