Squash Online

Herlevs kvinder tilbage i varmen

December 15, 2013Kristian Frost

Årets sidste damekampe i Elitedivisionen er i denne uge blevet færdigspillet. Birkerød cementerede deres førsteplads, mens Herlev fik 6 meget tiltrængte point i kampen mod Odense SMK.

Der var ingen slinger i valsen, da midtjyderne tog i mod Birkerød. Anført af Line Hansen gjorde Birkerød rent bord og vandt holdkampen 6-0. En smule overraskende tabte Hansen andet sæt 12-10 i mod Trine Engelund, hvorefter kampen blev lukket 3-1. Desuden leverede unge Caroline Lyng Christiansen en flot indsats, da hun slog Amalie Bornæs 3-2. Resten af kampene gik uden de store problemer til Birkerøds fordel.

I kampen mellem Herlev og Odense SMK var der anerledes kamp om pointene. Forud for denne holdrunde havde Herlev kun 1 sølle point på kontoen og sjællænderne havde virkelig brug for at få så mange point som overhovedet muligt. Specielt Karina Pilak gjorde en god indsats for Herlev, da hun sikrede 2 point til klubben - begge kampe vundet med mindst margin, 3-2. Desuden vandt Rikke Holm Petersen både over Line Sjodsholm og Bonnie Barr, hvilket må betegnes som yderst overraskende. Herlev fik dermed 6 point på kontoen og ligger nu på en mere solid 4. plads 3 point foran Odense SMK.