September 21, 2013 — Martin Laursen
Som så mange gange før endte Line Hansen og Kristian Frost øverst på sejrsskamlen, da der blev afholdt sæsonens første challenger i Kolding i weekenden. Det var desværre en lidt tyndt besat turnering med kun 31 deltagere og manglende topspillere som fx Rasmus Nielsen, der er ude med en skade, og Caspar Grauballe, som, samtidig med at være plaget af en skade, er til Europa Cup i Italien.
I herrernes mesterrække var Morten Sørensen og Kristian Frost klare favoritter til at gå i finalen, og således gjorde de uden nogle problemer. Sørensen slog Martin Laursen klart i sin semifinale, mens Frost tog sig af Tobias Pørtner, der dagen forinden havde reddet 2 matchbolde i sin 5-sæts-sejr mod Mikkel Pedersen. I finalen viste Sørensen stadig de gode takter fra sidste sæsons afslutning og tog første sæt med 11/8. Frost holdt dog hovedet koldt og fik med sit kynisk opbyggende spil kørt Sørensen træt efterhånden. Frost sikrede sig dermed de næste 3 sæt og kampen med 3-1. Pørtner slog Laursen i en lang 4-sæts-kamp om 3.-pladsen.
I damernes bedste række tog Sarah Lauridsen en svær skalp, da hun slog Stephanie Riding med 3-0 i kvartfinalen - alle sæt med mindst mulig margin. Den yngste Lauridsen søster var godt kørende med kraftige slag og hurtige ben, og på trods af Ridings mange år i toppen af pige-rækken var det måske ikke den største overraskelse alligevel. Sarah kunne dog intet stille op imod Line Hansen i semifinalen. I den anden semifinale slog Sally Skaarenborg Sarahs storesøster - Mathilde Lauridsen i 3 klare sæt. Finalen var en af de tætteste i damerækken, jeg har set i lang tid. Skaarenborg og Hansen fulgtes ad i første sæt, indtil Skaarenborg høstede en 4-5 points på nogle nemme fejl fra Hansen. Med Skaarenborg i en yderst god position til at tage sættet gik Hansen dog op i det gear, hvor ingen andre danskere kan følge med og lukkede første sæt med 14/12. Skaarenborg har før været tæt på Hansen i første sæt for derefter at blive kørt over af hendes fysiske dominans, og hun kom da også bagud 0-2 i sæt. Bemærkelsesværdigt lykkedes det imidlertid Skaarenborg at vinde 3. sæt med 13/11. Hansen trak dog fuldstændigt fra i 4. sæt, men det var alligevel interessant at se Skaarenborg presse Danmarks squashdronning ud i tiebreaks i 2 sæt. Mathilde slog Sarah 3-0 og vandt 3.-pladsen.
I Herre B vandt Christian Jæger finalen mod Henrik Riedel efterfulgt af Kristian Krøier på 3.-pladsen.
Herre C bød på en velspillet finale mellem lokale Torben Rasmussen og Rasmus Bjerge, hvor sidstnævnte vandt i 5 sæt. Nicolai Pedersen tog sig af 3.-pladsen.