Squash Online

Hansen færdig ved US Open

October 14, 2013Tobias Pørtner

Det blev kun til to kampe ved US Open i Philadelphia for Birkerøds Line Hansen, da hun i 2. runde måtte se sig besejret af 8. seedede Madeline Perry fra Irland.

Forventningerne til Line Hansen var store ved US Open:Hun havde netop spillet sig op som nr. 18 i verden og er dermed den højstrangerede danske squashspiller i nyere tid, og da lodtrækningen faldt ud noget nær optimalt, lurede flere på overraskelsen. Hansen selv lignede også en spiller der troede på muligheden for at spille sig i kvartfinalen ved US Open, da hun med god power og præcision i sine længder, styrede 1. sæt mod en skidt spillende Madeline Perry. Line tog sættet med 11-7, og overraskelsen lurede…

Desværre så det dog også ud til at danskeren selv blev opmærksom på muligheden for at spille sig i kvartfinalen, og nerverne meldte sig tydeligt på banen i de næste to sæt. Hansen krydsede og krydsede, hvilket gang på gang blev straffet af Perry, der også fangede Line på det forkerte ben utallige gange i det forreste venstre hjørne, hvor Birkerød-spillere for ofte gik kort uden den nødvendige omtanke.

Bagud 1-2 i sæt kom Line igen bedre med i 4. sæt, men efter at have fulgtes ad til 7-7, trak den irske forhåndsfavorit fra og lukkede kampen med 11-7, 2-11, 3-11, 8-11.

Hansen er dermed færdig med sin USA-tur for denne omgang, og kan notere sig et par godkendte uger på den anden side af Atlanten, hvor det altså bl.a. blev til en turneringssejr og et noterbart spring på verdensrangslisten.