Squash Online

Frost kæmpede forgæves mod verdenstjernen Gaultier

October 29, 2013Tobias Pørtner

Det var i sandhed Davids kamp mod Goliat, da Kristian Frost i 1. runde ved VM i Manchester, stod over for verdens nr. 2, franske Gregory Gaultier. Gaultier er den mest formstærke spiller lige nu på PSA-turen, og vandt for kort tid siden US Open, hvor han gik igennem hele turneringen uden sættab. Danskeren efterlod et godt indtryk, men måtte trods dette inkassere et nederlag på 0-3.

I 1. sæt kom Frost flyvende ud og bragte sig hurtigt foran med et par point. Han spillede tålmodigt, og forsøgte at holde Gaultier bagerst i banen, hvilket lykkede pænt, franskmandens evner taget i betragtning. Stille og roligt åd Gaultier sig dog tilbage i kampen og han lukkede sættet med 8-11.

I 2. og 3. sæt blev Frost ved med at kæmpe godt, og det var en mere offensiv udgave af danskeren, end vi længe har set. Flere vindere blev det til, bl.a. et bemærkelsesværdigt “rulle-nick”, der dog ikke var nok til at vippe udfaldet over på dansk side, og Frost endte med at tabe kampen med 8-11, 7-11, 6-11.

Bemærkelsesværdigt i 1. runde var det desuden, at de to finalister fra sidste år, Ashour og El Shorbagy, begge var i store problemer. Ramy Ashour tabte således 1. sæt til Hollands Laurens Jan Anjema og var nede med tre sætbolde i

  1. sæt. Sættet blev dog hevet hjem i tiebreak, og i 3. og 4. sæt var egypteren suveræn.

Mohamed El Shorbagy var også ude på noget af en marathon, da han mødte engelske Adrian Waller. Englænderen bragte sig foran med 2-1 i sæt og lignede en mand på vej mod sit livs resultat, men en blanding af nerver, dårlige domme og en manglende fingerspidsfornemmelse, kostede ham sejren. Specielt i 4. sæt havde han alle mulighederne, men et par dumme fejl og nogle helt ufattelige domme, der nærmest belønnede Shorbagy for på ufin vis at blocke sig vej tilbage ind i kampen, gjorde at sejren forsvandt ud i horisonten for englænderen, der endte med at tabe fjerde sæt på et straf-point for brok. Femte sæt var igen tæt, men her blev Shorbagys stædighed og større rutine i store kampe afgørende.