Squash Online

Frost i hovedturneringen ved VM

November 14, 2015Kasper Pedersen

Imens hovedparten af de sportsinteresserede danskere sad og så Danmark lide et ærgerligt nederlag til Sverige, så spillede Danmarks bedste squashspiller, Kristian Frost, kvalifikationsfinale ved verdensmesterskaberne i Seattle, USA.

Kristian havde fået en noget speciel indledning på kvalifikationsturneringen, da hans modstander i den første kvalifikationskamp slet ikke mødte op på banen. Så efter at have varmet op fysisk såvel som mentalt, så kunne han bare stå på banen og modtage beskeden om, at han havde vundet uden kamp.

Kristian mødte derefter newzealænderen Lance Beddoes, som figurerer som nummer 89 i verden. Kristian kom sikkert fra land og tog første sæt med de sikre cifre, 11-4. I andet sæt kom Lance bedre med ind i kampen, mens Kristian begyndte at lave lidt flere fejl. Kristian fik dog trukket sættet hjem med 12-10. Kristian var nu 100% ovenpå og tog helt sikkert tredje sæt 11-1 og dermed kampen med 3-0.
Kristian er nu klar til hovedturneringen ved verdens største turnering, VM, hvor han sandsynligvis skal møde en dygtig modstander. Lodtrækningen til hovedrunden finder sted i nat, dansk tid.

Opdatering: Kristian fik egypteren Ali Farag som første modstander i hovedrunden, kampen spilles klokken 23 dansk tid.

Kristian kan følges ved hovedturneringen på PSA SquashTV, men da Seattle er hele 9 timer bagud, så bliver kampene spillet på nogle lidt skæve tidspunkter.

Ved hovedturneringen kan også opleves alle af verdens absolut bedste squashspillere i aktion, hvor de fire store, Mohammed El Shorbagy, Ramy Ashour, Gregory Gaultier og Nick Matthew, sandsynligvis kommer til at kæmpe om titlen.

Mohammed El Shorbagy og Gregory Gaultier synes en lille fordel grundet en god form på det seneste, men alt kan ske ved et verdensmesterskab, så vi vil lade ketcherne tale.

Resultaterne kan følges HER , mens billeder osv. kan findes på deres Twitter under navnet ”World Squash Champs”.