September 28, 2013 — Tobias Pørtner
Han var den store favorit inden turneringens start, men Kristian Frost måtte desværre sande, at semifinalen blev endestationen ved Ciutat de Barcelona 2013, hvor Birkerød-spilleren ellers var seedet som 1’er.
På vej til finalen havde Kristian i 1. runde besejret det engelske stortalent Richie Fallows, der havde været gennem kvalifikationen. Fallows er med sikkerhed en af fremtidens spillere på PSA-touren, så det var ikke ligefrem en ønskelodtrækning for danskeren, der måtte arbejde i 90 minutter, inden pladsen i kvartfinalen var booket via en 9-11, 11-3, 11-9, 11-8 sejr.
I kvartfinalen besejrede Frost som forventet den flamboyante franske shotmaker Yann Perrin, der fysisk ikke kunne stå distancen. Efter to velspillede sæt som de to delte imellem sig, var der ikke mere tilbage i posen hos Perrin, der blot skrabede fem point sammen i de to sidste sæt (11-6, 8-11, 11-3, 11-2).
Semifinalen bød på et møde med en anden fremadstormende spiller, tyske Raphael Kandra, der i løbet af det sidste års tid, har været gennem en rivende udvikling. På kort tid gik han fra at være marginalspiller på det tyske landshold, til pludselig at være oppe som 2. single, og han viste i semifinalen mod Frost, at hans udvikling langt fra er slut. Til trods for at være seedet til at vinde turneringen måtte Frost bøje sig med 9-11, 2-11, 10-12, og det var således auf wiedersehen for danskeren - et ærgerligt nederlag for Frost, der til denne turnering fik noget nær den værst tænkelige lodtrækning.
Næste opgave for Kristian er en $10K i Valencia om ti dage.