Squash Online

Francesco Busi bliver talenttræner i Kolding

March 06, 2012Martin Laursen

Kolding KFUM Squash offentliggjorde i sidste uge, at de har ansat Francesco Busi som talenttræner fra slutningen af juli måned, hvor han fratræder sin stilling som dansk landstræner. Busi har i forvejen fungeret som træner af Koldings divisionshold og spiller selv fast 1.-single i elitedivisionen, men får nu en mere fremtrædende rolle i klubben.

Formanden for Kolding KFUM Squash, Bent Jørgensen, udtaler:

“Da det stod klart, at Francesco blev ledig på træner-markedet, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle udvide vores samarbejde med ham. Klubben har i forvejen en meget talentfuld ungdomsafdeling, der har høstet flere danske mesterskaber. Og med ansættelsen af Francesco til at tage hånd om vores talenter, er vi sikre på, at vi kan fortsætte den positive udvikling. Vores målsætning er blive den klub i Danmark, hvor de bedste muligheder stilles til rådighed, hvis du vil nå noget inden for squash.”

Busi, som i det forgangne år har ledt herrelandsholdet til imponerende resultater ved både EM og VM, er ikke det eneste es, som Kolding har i ærmet. Klubben har startet et talentudviklings samarbejde med Idrætsakademiet i Kolding, som vil tilbyde et miljø, hvor der vil være de optimale forhold for sportslig udvikling i form af fysisk træning, fysioterapi, kostvejledning og mentaltræning.

Bent Jørgensen afslutter:

“(Samarbejdet, red.) giver talentfulde spillere fra hele landet mulighed for at bo på akademiet og træne med Francesco op til 4 gange om ugen. Der er et tæt samarbejde med områdets uddannelsesinstitutioner, så uddannelse og eliteidræt kan gå op i en højere enhed.”