October 23, 2011 — Tobias Pørtner
Via tre sikre sejre har OSCs Rasmus M. Nielsen levet op til sin seedning og kvalificeret sig til finalen ved Leinster Open 2011, der spilles i den glamourøse Fitzwilliam Lawn Tennis Club.
Efter to sikre sejre på 3-0 i 1. runde og kvartfinalen over hhv. engelske
Phillip Nightingale og franske Geoffrey Demont, stod Rasmus som
forventet over for lidt hårdere modstand i semifinalen, hvor engelske Ben
Coleman ventede.
Rasmus kom flyvende fra start og vandt 1. sæt med 11-2, men herefter faldt
spillet en smule fra hinanden. Til DSqF beretter Rasmus:
Efter denne gode start fik jeg måske lullet mig selv lidt i søvn, og han kom bedre med i andet sæt. Jeg lavede lidt for mange fejl, og tog de forkerte beslutninger på de åbne muligheder. Vi fulgtes ad i point, men jeg kom op 8-6. Her lavede jeg dog nogle dumme fejl, og han fik fisket nogle strokes, og jeg tabte sætte 8/11.
Herefter fandt Rasmus dog igen rytmen og var helt i kontrol i resten af kampen, som blev vundet med 11-2, 8-11, 11-5, 11-6 på 42 minutter. Det danske håb beretter om fin fysik fra Irland, da han ikke har været på banen mere end højst nødvendigt.
Idag møder han 1. seedede Dylan Bennett fra Holland, som Rasmus til VM for nogle måneder siden tabte 2-3 i sæt til, så forhåbentligt er der lagt op til revanche.
En lille kuriositet i forbindelse med denne kamp er at spillerne ikke er helt enige om hvor mange gange de egentligt har mødt hinanden; Rasmus beretter således til Squashsite om at de to har mødt hinanden flere gange i årenes løb og at han har vundet klart de fleste kampe, mens Dylan Bennett kun husker det ene møde fra VM hvor han sjovt nok vandt.