Squash Online

Danmarks 1 og 2 nedlagt i udlandet

October 20, 2011Tobias Pørtner

Det blev kun til en enkelt optræden for Line Hansen og Sally Skaarenborg, der begge har været ude at prøve evnerne af på den internationale WISPA-tour i ugens løb.

Ikke overraskende tabte Line Hansen eftertrykkelig stort til verdens suverænt bedste squashspiller igennem en længere årrække, Malaysias Nicol David, da disse løb ind i hinanden ved 1. runde af den gigantiske turnering Qatar Classic med en præmiesum på hele $74k. Efter blot 25 minutter var kampen overstået og Danmarks bedste havde indkasseret en omgang smæk på 4-11, 4-11, 4-11.

Mere skuffende var det derimod at Sally Skaarenborg ligeledes måtte se sig slået ud efter blot én optræden. Kolding-pigen mødte således op som 8. seedet ved Santiago Open, men lige lidt hjalp det prædikat, da hun efter 28 minutter var blevet sendt ud af turneringen med et nederlag på 7-11, 9-11, 9-11 til franske Chloe Mesic.

Dermed er begge pigerne færdige for denne gang, og det danske squashfolk skal nu i stedet sætte sin lid til OSCs Rasmus M. Nielsen, hvis der skal et godt dansk resultat på tavlen i denne uge. Nielsen deltager ved Leinster Open i Dublin, hvor han som 2. seedet er sat til at møde Hollands Dylan Bennett i finalen.