Squash Online

En stærk rød blok ved OSMK challenger

September 15, 2011Tobias Pørtner

En dag hvor Danmark står i valgets tegn, er der både positive og negative tendenser i forhold til årets første challenger i OSMK, som afholdes i weekenden.
Hvis vi skal holde det i politikens terminologi, så er der en lille fremgang til rød blok der stiller med et stærkt hold, mens blå blok holder et mandatmæssigt status quo, dog med et beklageligt fravær af flere dominerende skikkelser.

I denne sammenhæng symboliserer rød blok selvfølgelig det kvindelige køn, der har samlet en yderst konkurrencedygtig mesterrække, med deltagelse af det man må betragte som Danmarks fire bedste spillere.
Line Hansen, Dagmar Feddern, Ellen Hamborg og Sally Skaarenborg er således alle til start og bør uden alt for store bekymringer kunne spille sig frem til semifinalerne i den tolv mand store damerække.

Favoritten er naturligvis Line Hansen, der med mindre hun brækker begge fødder og sin højre hånd, kommer til at vinde endnu en challenger i suveræn stil. Pladserne 2-4 ligner dog dødt løb.
Ved sidste holdkamp slog Ellen Hamborg, der for nyligt er blevet mor til sit første barn, 2. seedede Dagmar Feddern med 3-2 i sæt og vil måske med sin rutine kunne spille sig frem til en finale - alt dette afhænger dog af lodtrækningen, da netop Hamborg og Skaarenborg som 3/4. seedede har 50 chance for at ende hos enten Hansen eller Feddern.
En outsider i rækken kunne være Birkerøds Sissel Trap der før har drillet nogle af de bedste spillere i Danmark, og desuden vil have den fordel at hun vil være klar underdog og have ‘frit spil’ mod de fire øverstseedede.

I blå blok er turneringen desværre blevet ramt af et afbud fra den nuværende ‘statsminister’ på danmarksranglisten, da en fiber i ryggen har tvunget Rasmus M. Nielsen til at melde fra. Udover Rasmus er også Caspar Grauballe fraværende med en skade, mens den dobbelte danske mester Kristian Frost igen er at finde i udlandet til en PSA-event. Dette betyder at Morten W. Sørensen pludselig er gået fra outsider til klar favorit.

Som 2. seedet finder vi højst overraskende Team Århus’ Phillip Tran, der er en af de spillere som har fået det maksimale ud af det nye ranglistesystem. To sejre i træk over Andy Lambert i sidste sæson gjorde nemlig, at han tog et nærmest grotesk hop fra nr. 24 til 6 på danmarksranglisten og nu pludselig er at finde i den absolutte top af dansk squash.
Om han når hele vejen frem til finalen er nok tvivlsomt, da der ligger en stor outsidergruppe med bl.a. OSCs Michael Hansen og Kim Povlsen, samt netop Andy Lambert og ånder ham i nakken. Her vil lodtrækningen igen blive altafgørende, da samtlige spillere fra 3-8 vil krydse fingere for at ende i netop Phillips ende af lodtrækningen og dermed bevare det realistiske håb om en finaleplads.

En anden bemærkelsesværdig tilmelding ved denne challenger er Christian Andersen fra Kolding, der igen gør comeback på challengerniveau. Den teknisk velfunderede mekaniker har i efterhånden et par år været sjælden gæst i de danske squashhaller, men nu er han altså endnu engang klar til at prøve kroppen af på højeste niveau.

En challenger med to klare favoritter, personificeret ved Line Hansen og Morten W. Sørensen, er altså i vente - om de kan leve op til dette pres ved vi lørdag eftermiddag.