September 15, 2011 — Tobias Pørtner
En dag hvor Danmark står i valgets tegn, er der både positive og negative
tendenser i forhold til årets første challenger i OSMK, som afholdes i
weekenden.
Hvis vi skal holde det i politikens terminologi, så er der en lille fremgang
til rød blok der stiller med et stærkt hold, mens blå blok holder et
mandatmæssigt status quo, dog med et beklageligt fravær af flere dominerende
skikkelser.
I denne sammenhæng symboliserer rød
blok selvfølgelig det kvindelige køn, der har samlet en yderst
konkurrencedygtig mesterrække, med deltagelse af det man må betragte som
Danmarks fire bedste spillere.
Line Hansen, Dagmar Feddern, Ellen Hamborg og Sally Skaarenborg er
således alle til start og bør uden alt for store bekymringer kunne spille sig
frem til semifinalerne i den tolv mand store damerække.
Favoritten er naturligvis Line Hansen, der med mindre hun brækker begge fødder
og sin højre hånd, kommer til at vinde endnu en challenger i suveræn stil.
Pladserne 2-4 ligner dog dødt løb.
Ved sidste holdkamp slog Ellen Hamborg, der for nyligt er blevet mor til sit
første barn, 2. seedede Dagmar Feddern med 3-2 i sæt og vil måske med sin
rutine kunne spille sig frem til en finale - alt dette afhænger dog af
lodtrækningen, da netop Hamborg og Skaarenborg som 3/4. seedede har 50 chance
for at ende hos enten Hansen eller Feddern.
En outsider i rækken kunne være Birkerøds Sissel Trap der før har drillet
nogle af de bedste spillere i Danmark, og desuden vil have den fordel at hun vil
være klar underdog og have ‘frit spil’ mod de fire øverstseedede.
I blå blok er turneringen desværre blevet ramt af et afbud fra den nuværende ‘statsminister’ på danmarksranglisten, da en fiber i ryggen har tvunget Rasmus M. Nielsen til at melde fra. Udover Rasmus er også Caspar Grauballe fraværende med en skade, mens den dobbelte danske mester Kristian Frost igen er at finde i udlandet til en PSA-event. Dette betyder at Morten W. Sørensen pludselig er gået fra outsider til klar favorit.
Som 2. seedet finder vi højst overraskende Team Århus’ Phillip Tran, der
er en af de spillere som har fået det maksimale ud af det nye ranglistesystem.
To sejre i træk over Andy Lambert i sidste sæson gjorde nemlig, at han tog et
nærmest grotesk hop fra nr. 24 til 6 på danmarksranglisten og nu pludselig er
at finde i den absolutte top af dansk squash.
Om han når hele vejen frem til finalen er nok tvivlsomt, da der ligger en stor
outsidergruppe med bl.a. OSCs Michael Hansen og Kim Povlsen, samt netop
Andy Lambert og ånder ham i nakken. Her vil lodtrækningen igen blive
altafgørende, da samtlige spillere fra 3-8 vil krydse fingere for at ende i
netop Phillips ende af lodtrækningen og dermed bevare det realistiske håb om
en finaleplads.
En anden bemærkelsesværdig tilmelding ved denne challenger er Christian Andersen fra Kolding, der igen gør comeback på challengerniveau. Den teknisk velfunderede mekaniker har i efterhånden et par år været sjælden gæst i de danske squashhaller, men nu er han altså endnu engang klar til at prøve kroppen af på højeste niveau.
En challenger med to klare favoritter, personificeret ved Line Hansen og Morten W. Sørensen, er altså i vente - om de kan leve op til dette pres ved vi lørdag eftermiddag.