Squash Online

Elitesquashen styrkes markant på damesiden

June 30, 2015Kasper Pedersen

Dameelitedivisionen har i de seneste dage oplevet det største antal ansøgninger i nyere tid. Hele to helt nye klubber på damesiden melder sig på banen i den nu 7 hold store division. Men helt nye er disse klubber ikke, der er nemlig snak om klubberne Skovbakken- og City Squash - to mastodonter inden for herresquashen, hvor begge har et hold med i elitedivisionen.

Holdene, som City Squash og Skovbakken byder ind med, er bestemt spændende. En tidligere landsholdsspiller fra 90’erne, en svensker som vandt SM-sølv i år, en tidligere mange gange juniordanmarksmester samt to spillere fra top 10 i Danmark.

City Squash

Den næsten nystartede klub, City Squash, byder nu på sit andet år også ind med et damehold. Dameholdet kommer til at bestå af følgende:

Sissel Trap

Neha Kumar

Birgitte Jensen

Sofia Örneberg

Anne Sofie Lynghøj Christensen

Dette hold ser ved første øjekast lidt sløjt ud. To tidligere 3. singler fra Birkerød på de to første og så tre ukendte spillere i mange danskers ører på de sidste pladser.

Men kigger man nærmere ind på holdet, så vil der måske være chance for at de kan gøre sig gældende. Det er dog svært at spå om spillernes interne niveau og dermed også opstillingen.

Birgitte Jensen skulle eftersigende være tidligere landsholdspiller og topspiller i dansk squash. Men om hun skal kunne komme tilbage efter 16 år, i en alder af næsten 40 er langt fra sikkert.

Derudover har de hentet Sofia Örneberg, som for et halvt år siden vandt SM-sølv. Hvis Sofia kommer ind på en 3. single, så forventes hun at kunne hente sejre mod hold som OSMK og Sport 92, mens Birkerød- og Koldings 3. singler er for stærke. Generelt tror vi, at City Squash vil komme til at kæmpe om de sidste slutspilspladser med Herlev og Skovbakken.

Skovbakken

Skovbakken har i mange år gjort sig gældende i den absolutte top på herresiden, og nu forsøger de sig også hos damerne. I deres ansøgning benyttes følgende spillere:

Ditte Nielsen

Millie Søndergaard

Bine Lind

Nanna Frederiksen

Hvorimod City Squash så lidt sløje ud, og flere af spillerne skal finde tilbage til tidligere tiders storhed, for at de skal klare sig godt, så ser Skovbakken mere moderne ud. Dog er kvaliteten af Skovbakkens spillere stadig en smule under hold som Birkerød- og Koldings.

Bine Lind kommer til at være en vigtig brik for Skovbakken, hvis de vil spille sig i slutspillet. Bine har tidligere været udnævnt til en af Danmarks største pigetalenter, hvis ikke den største, men har været ude i nogle år. Hun spillede en smule i sidste sæson for Herlev, hvor hun virkelig viste, at hun stadig er blandt de bedste. Hun slog de spillere hun skulle slå, og tabte kun til Line og Sally, hvor kampen mod Sally endda var tæt.

Bine forventes at kunne slå alle hold på nær Birkerød og Kolding på 1. singlen.

Derudover bliver Millie og Ditte også meget vigtige. Den unge sultne Millie, som viste sig rimelig skarp sidste sæson og den bundrutinerede Ditte, som virkelig viste rutinen i sidste sæson. Disse to forventes at indtage 2.- og 3. singlerne, og det bliver dermed vigtigt for mindst en af dem at vinde i de afgørende kampe.

Skovbakken forventes at være blandt de førende bejlere til en slutspilsplads, og dermed også lidt foran City Squash

Anmodningerne er endnu ikke 100% godkendt af forbundet, men det burde kun være en formsag, da der er rigelig med plads i Elitedivisionen for damer.

Tilføjet den. 2/7- 2015 af Kasper Pedersen

Sport 92 har nu meddelt at de trækker deres hold. Dette var en smule forudsigeligt, da to af deres spillere er bosiddende i Århus-området, og derfor selvfølgelig foretrækker at spille i Skovbakken. Dette gør at Elitedivisionen for damer næste år bliver på 6 hold i stedet for det tidligere nævnte 7.

Der er tale om spillerne Ditte Nielsen og Millie Søndergaard, som skifter fra Sport 92 til Skovbakken. Ditte har altid være Skovbakkenspiller, men øjnede, med åbningen af et elitehold i Sport 92, chancen for komme til at spille elitesquash igen; nu har hun muligheden i egen klub.

Millie har altid været Sport 92-pige og er opfostret på disse egne. Hun er netop flyttet til Århus for at læse, hvilket nok har gjort udfaldet for den unge dygtige midtjyde.