Squash Online

Elitedivisionens sidste runde er færdigspillet her i weekenden – slutspillet venter forude

March 21, 2016Mads Jepsen

City Squash lagde for første gang hus til en eliterunde med fuldt program hos herrerne såvel som hos damerne. Som i de forrige runder er antallet af kampe per hold op til 4 kampe, der afvikles indenfor 24 timer. Dette format gør det både intenst, taktisk og til tider på kanten til, hvad der fysisk kan lade sig gøre.

Alle resultater kan findes her

Denne runde bød på flere kampe, der kunne have skabt en overraskelse, men det blev ved ”lige ved og næsten” – dog kom der en enkelt gedigen overraskelse i kampen mellem KSK og Skovbakken, hvor KSKs unge tyske spiller Lucas Wirths slog Oliver Pett 3-1 i en flot kamp.

Tæt på var Jens Søndergård fra City i kampen mod Birkerød, hvor han var oppe 2-0 i sæt og matchbold 10-9. Ved denne matchbold valgte Jens i øvrigt at sætte frisuren, hårdt presset på vej ned mod bagvæggen til stor begejstring for tilskuerne.

Emil overlevede til trods for dette dog matchbolden, og vandt derefter kampen, da tanken var tom hos Jens, som inden da havde spillet 2 divisions holdkampe en time forinden.

I kampen mellem Herlev og Skovbakken kæmpede unge Magnus Laursen sig frem til matchbold mod Rasmus Jessen, som var overordentlig heldig ikke at tabe den kamp. Det ville have været rundens overraskelse, men sådan skulle det desværre for Skovbakken ikke blive.

I kampen mellem Racketlon og Herlev kom Ratzer på 9-9 i fjerde sæt mod Whipp, men måtte se sig slået 3-1.

Damerne bød ikke helt på de samme dramaer og kampene endte stort set som forventet.

Slutspilsklar hos damerne er Kolding, Birkerød, City Squash og Skovbakken.

Vi fik allerede en forsmag på den formodede finale mellem Birkerød og Kolding, som Kolding tog sig af 2-1. Det samme resultat vil være et godt bud når DM for hold skal afgøres.

Det skal dog siges, at Mathilde fortsat skal slå Cille Mayer, som helt sikkert vil hive noget rutine frem på dagen, og Sarah skal bevise, at hun stadig er stærkere end Marija Shpakova fra Birkerød, så alt er bestemt ikke afgjort endnu.

Hos herrerne har Birkerød, Herlev, Skovbakken og Kolding kvalificeret sig til slutspillet. City Squash formåede ikke i år at lave comeback på sidste dagen, og var i øvrigt milevidt fra dette da både Mads Korsbjerg og Danny stod over med skader.

Hos herrerne ligner det Birkerød som gentager successen, men de kan få sig en slem overraskelse mod Skovbakken, som kan være en stærk outsider. SQO.DK tror ikke Kolding kan slå Birkerød og Kolding vil være underdogs på stort set alle singlerne. Herlev vil nok tabe 1-2 singlen klart og 3 singlen vil være 50-50. Derimod kan Skovbakken med unge Magnus Laursen og en tændt Kristian DS måske lave overraskelsen, hjulpet på vej af en Lyell Fuller eller Oliver Pett som skal ramme dagen og tage 2 sæt mod Frost eller måske endda vinde.

Der er lagt op til et kæmpe brag af et slutspil i Herlev Hjorten i næste måned hvor de nye danmarksmestre for hold skal findes.