Squash Online

DM i Herning - Lørdag

April 18, 2015Kasper Pedersen

Så er Danmarksmesterskaberne så småt ved at lakke mod enden, og kun de absolut vigtigste er nu tilbage. I morgen (søndag red.) spilles DM-finaler i den fantastiske kulisse i Herning Sportscenter.

Damerne

I damerækkerne var der, inden semifinalerne, ikke så meget at spille om for de landsholdsaktuelle og også top 4-seedede spillere, Line Hansen, Sally Skaarenborg, Mathilde Lauridsen og Cecilie Mayer. Alle spillere gik sikkert videre, hvor Sally skulle møde Mathilde og Line skulle møde Cecilie.

Sally- Mathilde

I kampen mellem Danmarks største talent, Mathilde Lauridsen, og den snart så rutinerede, Sally Skaarenborg, kunne alt ske. Mathilde har tidligere formået at tage to sæt fra Sally, selvom Sally var klar favorit.

Sally levede også perfekt op til favoritværdigheden og tog kampen 3-1. Sally pressede Mathilde rigtig godt i første og andet sæt, mens hun i tredje mere lignede en, der spillede på Mathildes fejl. Mathilde udnyttede at Sally skruede tempoet ned, og tog tredje sæt. Sally satte igen fart over feltet i fjerde sæt, og det kunne Mathilde ikke være med til, og dermed vandt Sally.

Line-Cecilie

Ingen var aldrig rigtig i tvivl om resultat af denne kamp. Line, Danmarks ukronede squashdronning, har ikke tabt en kamp på dansk grund de seneste år, og denne blev bestemt heller ikke tilfældet. Line styrede fuldstændig en hårdt kæmpende Cecilie rundt på banen. Line vandt klart kampen 3-0.

Finalen mellem Line og Sally

I morgen står den så på endnu en finale mellem Line og Sally. Netop disse to spillere har nu mødtes i finalen ved DM mange år i træk nu, og ser umiddelbart ud til at fortsætte med det. Line har endnu aldrig tabt en DM-finale til Sally, og er også KÆMPE favorit. Alt andet end en sejr til Line vil være en sensation.

Men én ting er sikkert; den unge sønderjyde (Sally red.) vil give alt hun har, for at bibeholde DM-pokalen på den jyske halvø. Sally er kendt for hendes eminente fysik og gode tempospil, og netop fysikken skal hun forsøge at slå igennem på, hvis hun skal have den mindste chance.

SQO.dk byder dog alligevel på en 3-0 sejr til Line.

Herrerne

Hos herrerne var alle kvartfinalerne også forholdsvis hurtigt overstået. Morten var eneste top 4-spiller med sæt tab, som skete til herlevgenseren Rasmus Petersen, som formåede at vinde 3. sæt, men det blev også ved det. Semifinaler hed dermed Rasmus Nielsen-Thomas Laursen og Morten Wiegant- Kristian Frost.

Rasmus-Thomas

I en utrolig velspillet kamp, som desværre aldrig blev spændende, kunne Rasmus stille og roligt trække finale pladsen hjem. Selvom den unge koldingenser flere gange i kampe udfordrede Rasmus, så viste Rasmus bare rutinen og spillede stille og rolig kampen hjem.

Dette var ydermere en kamp, som var præget af utrolig mange lækre slag og finesser, som begge spillere også er kendt for.

Morten-Kristian

Denne kamp blev, ligesom den anden, heller aldrig rigtig tæt. Danmarks eneste PSA aktuelle spiller, Kristian Frost, kørte roligt den gamle ræv fra City Squash over. På trods af Mortens eminente teknik og til tider utrolig flotte slag, så var Kristian meget bedre på dagen, og dermed tog han også kampen nemt 3-0.

Finalen mellem Kristian og Rasmus

Søndag står den så på finalen for sønderjyden Rasmus og midtjyden Kristian. Begge spillere er 100% friske og klar, så der er ingen tvivl om at der kommer smæk for skillingen i den kamp. Ingen af spillerne har set sig tilbage, og ingen af dem har afgivet sæt på sin vej mod finalen. Det er dermed to vildt tændte mænd, som står på banen i morgen.

Kristian har umiddelbart en lille fordel, i og med han har vundet de fleste indbyrdes opgør, men Rasmus vandt sidst de to mødtes, så hvorfor ikke igen?

Kristian er en utrolig fysisk stærk spiller, som bare kan blive ved til ukendelighed, og derfor også må siges at have en lille fordel, hvis kampen skulle gå ud i 5. sæt, men alt kan ske. Rasmus er kendt for helt fantastiske touch på bolden, som primært bruges til at føle bolde i nicket og sende vilde drops af sted.

Dette er en fantastisk kombination af spillere, og kampen kan meget nemt gå hen og blive en af de bedste kampe, som er spillet ved et DM i flere år.

SQO.dk byder på en lille favoritværdighed til Frost, og dermed en 3-2 sejr til ham

SQO.dk fangede Kristian Frost til en kommentar på hans kamp i dag, og omkring forventningerne til morgendagens kamp.

Jeg er glad for at være i finalen. I dag spillede jeg godt, bevarede fokus på min taktik og lod mig ikke påvirke af ydre omstændigheder. I morgen er endnu en kamp, hvor jeg giver mig fuldt. Jeg går efter en sejr, og jeg håber på jeg får den.

Kristian Frost

Det er i Herning Sportscenter det sket i morgen, hvor arrangørerne har kæmpet hårdt med at få alle kulisserne klar. Alt det flotte arbejde resulterede i, at Karsten Fuglsang nu har kunnet byde ca. 75 spillere velkommen til en fantastisk turnering, og de fantastiske kulisser om den opstillede glasbane, som aldrig nogensinde er set lignende på dansk jord.