Squash Online

Line Hansen og Kristian Frost fortsætter DM-dominansen

April 19, 2015Tobias Pørtner

Det blev de to favoritter Line Hansen og Kristian Frost, der i Herning sikrede sig hhv. deres 10. og 5. titel som danske mestre. Begge spillere mødte dog god modstand fra deres respektive finalemodstandere, men viste sig i sidste mentalt stærkere.

Hos damerne stod Line Hansen med chancen for at tangere Ellens Hamborgs imponerende rekord på 10 titler, men fra starten af kampen lugtede det lidt af en overraskelse, da Sally Skaarenborg kom flyvende ud.
Skaarenborg overraskede tydeligvis Line med offensivt og tempofyldt squash, hvilket sikrede hende en føring på 9-7 i 1. sæt. Det var dog som om, at det her gik op for Sally, at hun måske stod med en flig af en chance for at detronisere Line, hvilket resulterede i, at Kolding-spillere kom til at lette foden lidt fra speederen. Hansen, en bundrutineret WSA-spiller på 31 år, skulle ikke bruge mere en denne lille mulighed, og få sekunder efter havde hun lukket et tæt 1. sæt til egen fordel.

I 2. og 3. sæt kæmpede Sally bravt videre, og hun havde al muligt ære af kampen. Niveauforskellen der trods alt er fra at være Danmarks næstbedste squashspiller, til at være top30 spillere i verden, kom dog så småt til udtryk og efter godt 30 minutters spil kunne Line strække armene i vejret og drage et lettelsens suk.

Hos herrerne kom Rasmus M. Nielsen flyvende ud i finalen, i en kamp hvor flere faktisk havde netop Nielsen som svag favorit mod sin evige rival Kristian Frost. Rasmus havde vundet deres seneste møde for knap tre uger siden og var seedet 1 ved DM-stævnet - var det i år, at Nielsen skulle sikre sig sin anden DM-titel?
Efter blot få minutters spil havde Rasmus, bl.a. via seks imponerende vindere, braget sig foran med 8-2, og Kristians tydelige plan med at gøre duellerne lange, var end ikke i nærheden af at lykkes. Hurtigt kom vi til sætbolden, og selvom det stod klart, at sættet ville gå til Sønderborg-drengen, var det alligevel vigtigt for Frost, at han til slut i sættet fik et par vindere og to lange dueller i benene på Rasmus.

i 2. sæt blev Rasmus en smule mere defensiv, da han stille og roligt blev lullet ind i Kristians dybe og tålmodige spil. Duellerne blev naturligt længere og Rasmus begyndte også at lave flere fejl. Frost lukkede komfortabelt sættet til egen fordel, og så ud til at være på vej mod en stensikker titel, da han qua en sand kaskade af fejl fra Nielsens side, hurtigt kom foran med 8-2 i 3. sæt.

Frost lignede også en mand, der her troede, at sættet så småt var slut, men pludselig kom en stroke, et par vindere og nogle uventede fejl fra Kristians ketcher til at betyde, at vi pludselig havde spænding igen. Det var dog stadig den tidligere Sport92-spiller, der kom først til sætbold ved 10-8, men Rasmus afværgede begge og fremtvang tiebreak. Spændingen var ulidelig i Herning og man havde en fornemmelse af, at vindere af 3. sæt sandsynligvis også ville stå med pokalen når kampen var slut.
Både ved 10-10 og senere 11-11 lavede Rasmus to store uprovokerede fejl, og til sidst lykkedes det Kristian at konvertere på sin 5. sætbold.
Bemærkelsesværdigt ved 3. sæt var det, at Rasmus kom så tæt på faktisk at vinde sættet, til trods for, at han lavede uhørte 11 uprovokerede fejl i løbet af sættet.

3. sæt viste sig hurtigt præcist så afgørende som forventet og det stod fra starten af 4. sæt klart, at Rasmus var en knækket mand. Frost derimod havde nu tanket selvtillid, og vi blev endda vidne til noget så usædvanligt som en sand byge af vinderslag fra den normalt så afventende PSA-spiller, der internationalt er berømt og berygtet for sine lange marathon-kampe.
Sættet var hurtigt overstået og Kristian kunne skrige sin glæde ud over det imponerende setup i Herning, hvor et par hundrede tilskuere havde indfundet sig til finalen på den flotte glasbane, der om godt 10 dage skal danne rammen om EM for hold.

På vores facebook-side kan du finde de afgørende bolde, vindertaler, live update fra kampene og meget mere.

I løbet af kort tid vil begge finalerne desuden være at finde på SQO.dks youtube-kanal, hvor vi til anledningen har eksperimenteret med et kommentatorspor, så du sikkert bliver ledt gennem kampene.