October 25, 2012 — Benjamin Dornfeldt
Rasmus Møller Nielsen og Kristian Frost spillede i går deres første kamp i hovedrunden ved PSA turneringen i Valencia, som er en 15.000 dollar turneringen. På forhånd var Kristian seedet til at gå videre, mens Rasmus skulle igennem en hård kamp, hvis han skulle videre, idet hans modstander var Alan Clyne fra Skotland, som frister en tilværelse som nr. 29 i verden. Til sammenligning skulle Kristian møde engelske Joel Hinds, som klarede sig gennem kvalifikationen. Han ligger blot nr. 133 på verdensranglisten.
Nielsen var først på banen af de to danskere. På forhånd var det relativt svært at se danskeren komme sejrrigt ud af opgøret. Dog skulle virkeligheden vise sig at være en helt anden, idet Rasmus fik presset sin skotske modstander, Clyne til det yderste. Danskeren bragte sig foran med 2-0 i sæt, via to ekstremt tætte sæt, som endte henholdsvis 11-9 og 16-14. Herefter kom skotten så ind i kampen for alvor, og satte lige akkurat den nødvendige slutspurt ind i de efterfølgende sæt, som han vandt med 11-7 og 11-9. Stillingen var nu 2-2 i sæt, og det skulle afgøres, hvem der vandt det vitale 5. sæt. Det blev det med mindst mulig margin og med danske øjne heldigvis til Nielsens fordel. Danskeren vandt med 11-9 i femte sæt og sikrede sig karrierens vel nok største sejr over Clyne, som var 2. seedet i turneringen.
Frost skulle møde den engelske kvalifikationsspiller Joel Hinds, og også Frost’s kamp skulle vise sig at blive uhyre spændende og tæt. Kampen mindede på mange måder om Rasmus’ kamp mod Clyne, idet Frost også braget sig foran med 2-0 i sæt, hvorefter Hinds kom på 2-2 efter at have vundet 3. og 4. sæt med 11-8 og 13-11. I 5. sæt viste Frost så igen ligesom Nielsen koldblodighed ved de vigtige point og vandt sættet med 11-9 og kampen 3-2.
Resultatet betyder at danskerne skal møde hinanden i kvartfinalen af turneringen i Valencia, som er stærkt besat med spillere som Adrian Grant, Steve Finitsis, Omar Abdel Aziz m.fl.
Kvartfinalen bliver spillet kl. 20.00 i aften. Følg resultater her: