Squash Online

Racketlon: King of Rackets 2014

June 11, 2014Jesper Ratzer

I weekenden blev der afholdt King of Rackets i Belgien. Turneringen afholdtes for 23. år i træk, og er årets næststørste racketlon event. Udover 3 dage med fantastisk vejr, sommerhygge og grustennis, var det overordnede tema dansk succes: 12 danskere stod til start.

I den bedste række var der flere vanvittigt tætte kampe. De to Hougaard brødre Jesper og Kresten leverede turneringens to helt store overraskelser. Jesper lagde ud med at slå Tysklands næstbedste spiller i en gummiarm. Til dem der ikke kender det begreb, så kan man i en racketlon kamp ende med at man har lige mange point når kampen er slut. I det tilfælde spiller man ét ekstra point i tennis om hele kampen. Der trækkes lod, og vinderen får lov til at bestemme om han vil serve eller modtage. Uanset hvad der vælges, har man kun én serv. Jesper valgte og modtage, og hans modstander Markus servede i nettet! Kresten leverede en lige så stor sensation da han slog tyskernes bedste spiller Thorsten, efter en imponerende vilje specielt i grustennis sættet.
Både Kasper Jønsson og jeg selv nåede til kvartfinalerne uden problemer, og Danmark havde således 4 danskere i de fire kvartfinaler for første gang nogensinde.

I kvartfinalerne spillede Jønsson mod Skotske Calum Reid, og vandt efter en lang opslidende kamp med blot nogle få point i et helt tæt tennissæt. Nøglen her var at Kasper for første gang vandt bordtennis sættet over skotten. I min egen kvartfinale mødte jeg den bedste ungarske spillere Levente Nándori, som gav mig store problemer i bordtennis med hans akavede venstrehånds server uden skru. Jeg tabte dog kun sættet 22-24, og endte med at vinde inden tennis efter to gode præstationer i både badminton og squash.

Jesper Hougard mødte i sin kvartfinale den bedste svensker Stefan Adamsson, og lagde ud med at blive slået i sin paradedisciplin. Herefter var det opad bakke, og han måtte se sig slået inden tennis. Kresten mødte den bedste belgiske spiller Peter Duyck, og var slidt efter de hårde kampe forinden. Han tabte derfor de 3 første spil, og dermed hele kampen inden tennis.

I semifinalen var det så min tur til at møde belgiske Duyck. Jeg lagde ud med et rigtig velspillet bordtennis sæt, hvor jeg havde godt styr på hans server, og hvor jeg kun tabte 19-21. Herefter vandt jeg igen overbevisende i badminton og squash, og dermed kampen inden tennis. Så var det Kaspers tur til at møde svenske Adamsson. Kasper lagde ud med en sensationel bordtennis sejr på hele 21-12, og det så herefter rigtig godt ud. Den snedige svensker lavede dog comeback allerede i badminton sættet, hvor han fik skrabet hele 17 point sammen. I squashen fortsatte Stefan comeback stilen, og vandt hele 21-6 over Kasper i squashen. Kasper var således bagud med to point inden tennis. Kasper lagde ud med at komme bagud 7-1 i tennis, men fik stille og roligt fundet sin sikkerhed, og kæmpede sig tilbage i kampen. Efter en række flotte, intense og ikke mindst nervøse bolde, endte kampen i endnu en gummiarm. Her blev der spillet en lang lang nervepirrende duel, hvor publikum sad musestille med svedige håndflader. Desværre endte duellen med at Kasper slog bolden ud på baglinien.

I finalen var det så min tur til at stå over for Adamsson, der nu havde slået vores bedste bordtennis spiller, fået 17 point i badminton over Kasper, og lukket Kasper ned 21-6 i squash. Igen havde jeg store problemer med hans snedige server i bordtennis, og fik aldrig rigtig løst dem på en god måde. Han havde til gengæld også store problemer med mine server, og jeg vandt derfor sættet 22-20. Herefter bar kampen præg af at Stefan havde haft en hård kamp mod Kasper i semifinalen, og jeg vandt derfor både badminton og squash. Det var utrolig hårdt at spille squash i den varme, og banerene blev også ret hurtige. Jeg endte med at skulle bruge 4 point i tennis, og disse fik jeg uden problemer på mit yndlings underlag – grus! Således en kæmpe fed weekend med sensationelle danske sejre, og hvor jeg nu kan kalde mig King of Rackets 2014. Jeg har nu vundet 8 internationale turneringer i træk, 38 kampe i træk og er ubesejret i et helt år. Motivationen fejler intet. Næste vigtige stop er VM i august i London.



Squash Online © 2025