April 25, 2014 — Tobias Pørtner
De er forsvarende mestre i begge rækker og favoritter til at gentage bedriften. Alt andet end guld i begge rækker vil være en skuffelse for Danmarks pt. stærkeste klub. Læs her hvad Eliteudvalgsformanden Lars Kleiminger tænker om det kommende slutspil og klubbens fremtidsperspektiver.
Hvilke trupper stiller I med til dette års DM?
Damer: Line Hansen, Cecilie Mayer, Sissel Trap, Caroline Lyng og Neha Kumar
Herrer: Kristian Frost, Morten Wiegandt, Michael Frilund, Mikkel Pedersen og Christian Steffensen
I kommer som forsvarende mestre, så alt andet end to DM-titler vil vel være at betragte som en stor skuffelse?
Vores målsætning er at genvinde guldet for både damer og herrer.
Hvem ser I som de største konkurrenter ved dette års slutspil?
Hos damerne er Kolding meget stærke, så vi forventer kamp til stregen fra et tændt hjemmehold.
På herresiden må det være Kolding og Herlev, der forhåbentlig spiller et brag af en semifinale fredag aften med et væld af udmarvende dueller.
Jeres hold består hovedsageligt at spillere hentet til klubben efter at de er færdigbagte som squashspillere. Hvordan ser det ud på talentsiden for Birkerød?
I denne sæson har Caroline Lyng og Christian Steffensen været faste bestanddele af vores elitehold, ligesom Cille, som jo også startede sin squash i Birkerød, selvfølgelig også har været det. Emil Vogt er ude at rejse, men han vender også stærkt tilbage og presser sig på.
Generelt har vi én af landets største juniorafdelinger, hvor vi har spillere i toppen i flere årgange. Til daglig træner de to gange om ugen i klubben foruden en ekstra træning til de største talenter. Kan vi holde dem til ilden og fortsætte deres udvikling, vil flere af dem utvivlsomt være at finde på vores elitehold om 3-5 år.
I har de seneste år markeret jer meget markant i Elitedivisionen med køb af de bedste danske spillere, hvilket har givet jer tydelig umiddelbart succes med en række danske mesterskaber. Skal vi forvente os, at I forsætter denne strategi, eller vil der ske ændringer i Birkerød?
Som vi hele tiden har sagt, skal vores stærke juniorafdeling være fødekæde til vores elitehold. Vi har de seneste sæsoner været heldige at have muligheden for at tiltrække topspillere, der også træner med vores talenter i klubben. Dette har givet os en god cocktail af spillere af egen avl og nogle af de bedste, danske spillere, som de unge kan lære meget af. Fremover er det målet at få endnu flere af vores egne juniorer i spil.